Udskriv siden

Afrikanske kvinder i fokus

- af Isabelle Grignon, bestyrelsesmedlem i Genvej til Udvikling og tovholder på projekt Sameksistens i Kaoumaram.

Initiatives & Actions (I&A) har som måske den eneste NGO i Niger en kvinde som leder. Mataram Bandy har været med i I&A helt fra den spæde start, dengang der skulle kæmpes for NGO'ens oprettelse. Mataram er kanuri fra Kelakam, i nærheden af Maïné Soroa. Hun er gift og mor til 7 børn. Hun har været kasserer for I&A siden 1996. December 2005 blev hun valgt som generalsekretær (daglig leder), da den tidligere leder, Maitouraré Boukary Bako, valgte at fratræde og flytte til Niamey for at hellige sig udvikling af turismen på NGO'ens vegne.

Mataram nyder stor tillid i sit lokalsamfund. Da decentraliseringsreformen i 2004 gav anledning til oprettelse af kommuner i Niger, blev hun valgt som byrådsmedlem (for partiet PNDS). Den tillid og de mange kontakter, hun som medlem af NGO'en har formået at opbygge igennem årene, tværs over hele hierarkiet i en ellers mandsdomineret verden, trækker hun store veksler på i forbindelse med det nuværende projekt! <
p>

Sagt af Mataram:
"Hvis vi får denne bevilling og wodaabé-brønden bliver en realitet, bliver vi historie, det er sikkert!"

"Den gamle Kippiri ved Kaoumaram, han har været modstander af den brønd igennem alle årene. "Hvis der bliver gravet", sagde han på mødet i Blakouttou, "skal I smide mig i fængsel!" Det var fordi Altinés far havde slået hans far engang i tidernes morgen. Vi hørte på ham, og nu er det overstået. Nu er han nærmest blevet en ressourceperson for I&A. Da jordrettighedskommissionen var af sted i februar, var han den af alle ardo'er (lokale ledere) der talte allervarmest for brønden."

"Brønden ved Kaoumaram, alle taler om den! Det er noget bemærkelsesværdigt! Folk siger: "I fra I&A med jeres strategi, måske kan I hjælpe os med at få den og den brønd etableret, så det ikke bliver en problembrønd." Selv Care (i forbindelse med projektet "Fredens Brønde" i Diffa) lader sig inspirere af os."


Luk vinduet