Farvel til en eventyrer
Allerede fra jeg var lille, har jeg haft en længsel efter døden. Da vi havde kysset min døde bedstefar farvel på panden, inden kisten blev lukket, sagde jeg til min mor, at jeg ikke forstod en pind af det hele. De talte hele tiden om, at han var i himlen; men jeg kunne jo se, han lå derinde. - Så var det, min mor forklarede mig om himlen, og fra den tid har jeg båret en længsel i mig og bedt om at komme der. En utålmodighed efter at se, hvad der er på den anden side. Men ligegyldigt, hvor meget jeg beder derom, så har den gode Gud endnu ikke bønhørt mig. - Tvært om; det er snarere, som griner han af mig deroppe og lader mig leve … Men tænk en gang at komme et sted, hvor der ikke er nogen fattige! Et sted hvor der ikke er krig.
Således udtrykte Abbé Pierre (AP) sig i 2003, og man skulle frem til den 22. januar 2007, før det lykkedes at få nysgerrigheden stillet med hensyn til det hinsidige.
Den afslappede holdning til døden var måske medvirkende til, at AP ikke holdt sig tilbage for at løbe en risiko, når det var nødvendigt, ikke mindst da han under Anden Verdenskrig var præst i Grenoble i Alperne og hjalp jøder og modstandsfolk over grænsen til det neutrale Schweiz.
Materielle goder som et formål i sig selv interesserede ikke AP. Hans liv og arbejde var afgørende præget af hans insisteren på den aktive medmenneskelighed. Men hans glubende appetit på oplevelser spillede også en rolle for de små og store valg, han traf: Så længe livet var der, skulle det leves.
Det er ikke mange år siden, at AP kørte med bus i Andesbjergene på vej fra et møde i Argentina til et møde i Chile, og undervejs bad han om at blive sat af for at gå 4-5 kilometer i den meget tynde luft, støttet til sin stok - så havde han også prøvet det.
Til det sidste sad AP i sin lejlighed på Emmaus Internationals sekretariat i Alfortville ved Paris og surfede på nettet for at følge med i, hvad der skete i verden, og han
vedblev at være med på møderne i diverse Emmaus-organer, selv om hans deltagelse ofte begrænsede sig til at byde velkommen og sidde med ved bordet en time til halvanden.
AP's videbegærlighed gav sig bl.a. udslag i, at han havde et mylder af meget forskellige venner, herunder adskillige, der ikke delte ønsket om mangfoldighed. Et spørgsmål, der diskuteres i mange kredse, er hvor tolerant man skal være over for de intolerante, og hvor demokratisk man skal være over for de udemokratiske. AP troede på åbenheden, rummeligheden og det levende demokrati.
Emmaus har haft plads til mennesker af alle kulturer og overbevisninger, lige siden bevægelsen blev stiftet i november 1949. Grundlæggelsen var mødet mellem AP og den netop løsladte morddømte og ensomme Georges, som savnede noget at leve for og fandt det ved - sammen med AP og et hurtigt voksende antal arbejdskammerater - at bygge huse til de hjemløse i Paris og indsamle, sortere og sælge brugte sager, hvad enten produktvarerne eller loppemarkedseffekterne skulle samles op på lossepladserne eller i private hjem.
Emmaus bredte sig ud over verden; men man skulle frem til1969, før der blev etableret en organisation med sekretariat og internationale generalforsamlinger. Da den syvende af slagsen blev holdt i Köln i 1992, sagde AP i sin indledende tale bl.a.: ''Mange af mine venner er kommunister, og de føler, at deres liv er mislykket, fordi revolutionen udeblev. Jeg oplever, at der hver dag finder kærlighedshandlinger sted, som gør livet værd at leve.''
Og Emmaus lever og vokser.
- Jørgen Olsen.