Udskriv siden

Hvordan vi fik ideen til projektet

- af Isabelle Grignon, bestyrelsesmedlem i Genvej til Udvikling og tovholder på projekt Sameksistens i Kaoumaram.

I august 2005 var vi af sted til Niger, en lille gruppe turister fra det høje nord. Vi mødte wodaabé-nomader, anført af Lamido Altiné. Det gjorde indtryk, at de mennesker i mange år havde forsøgt at få en brønd, uden at det lykkedes. De havde ellers sendt en anmodning til vandforsyningskontorerne både i Diffa og i Maïné-Soroa.

I deres forsøg blev de bakket op af NGO Initiatives & Actions i Maïné. I&A havde inkluderet en brønd for wodaabeerne i en projektansøgning udarbejdet sammen med en fransk NGO, som blev præsenteret for den franske statslige udviklingsorganisation. Heller ikke dét gav resultater.

På os gjorde det indtryk, at nomader gav udtryk for, at de vil bosætte sig, og at ønsket om en brønd først og fremmest blev båret af de ældre kvinder. De sagde det klart og tydeligt: "Vi er trætte af at vandre. Vi vil gerne blive ét sted og overlade det til de yngre at vandre med kvæget."

Den ene af turisterne, Per Christian Hougen, spurgte, om ikke vi kunne hjælpe med brønden. Som gammelt medlem af GtU var han vant til, at der uden problemer kunne skaffes brønde til tuaregerne i Amataltal. Kunne vi ikke gøre det samme her?

En brønd til wodaabeer, advarede jeg, ville være ensbetydende med en "problembrønd", hvis ikke der bliver arbejdet med rettigheder og forebyggelse af konflikter; for situationen er ikke den samme. En brønd ville med andre ord koste meget mere - i tid og penge. Men det ville være et fantastisk projekt!

Vi valgte at gå linen ud. I Niger blev der opnået støtte til initiativet fra samtlige myndigheder, traditionelle og statslige. Nu er projektet godt i gang. Mere end nogensinde tror jeg på Mataram Bandy, lederen af NGO'en, når hun siger: "Med denne brønd skriver vi historie!"

Luk vinduet