Udskriv siden

(foto: Jørgen Olsen)

Italiensk ildsjæl

Den 4. april 2008 døde den tidligere næstformand (1981-86) og formand (1986-99) for den verdensomspændende Emmaus-Bevægelse, Franco Bettoli, født den 3. januar 1943 i Faenza, Italien.

Domkirken i Faenza, hvorfra Franco Bettoli blev stedt til hvile den 8. april
(foto: Jørgen Olsen)

Franco lærte Emmaus at kende, da der i 1967 blev arrangeret sommerklunserlejre over store dele af det nordlige Italien. Franco blev grebet, forlod en vellønnet ansættelse i en bank, og da sommeren var forbi, drog han til Chartres i Frankrig for at prøve, hvordan det var at leve og arbejde i et fast Emmaus-samfund. Franco forblev i bevægelsen - med udgangspunkt i det Emmaus-samfund, han sammen med sin danske kone, Margit, stiftede i Laterina lidt uden for Arezzo syd for Firenze. Han øvede en helt ufattelig arbejdsindsats, i det hjemlige såvel som i Emmaus Italien og Emmaus International.

Blandt de mange hundrede, der tog afsked med Franco Bettoli, ses i blå jakke
benineren Patrick Atohoun, nuværende medlem af Emmaus Internationals forretningsudvalg
og til højre for ham italieneren Renzo Fior, Emmaus Internationals formand 1999-2007
(foto: Jørgen Olsen)

I 1960'erne og 1970'erne var Emmaus i store træk præget af det, som stifter og leder af belgiske Terre, William Wauters (1926-94), kaldte "den blinde velgørenhed". Man hjalp de nødstedte, men havde ikke et særlig målrettet forhold til nødens årsager. Mange af de europæiske Emmaus-organisationer interesserede sig udelukkende for deres nærområder, og de, der sendte penge og frivillige ud af Europa, betragtede ofte menneskene i udviklingslandene som passive ofre.


Bag korset på Francos grav ses argentinerne Alberto de Urquiza og Rogelio Urquiza
samt franskmanden Jean Rousseau, valgt til formand for Emmaus International
på generalforsamlingen i Sarajevo i oktober 2007
(foto: Jørgen Olsen)

I dag er Emmaus domineret af viljen til efter det enkelte menneskes og den enkelte organisations bedste evne at bidrage til bekæmpelse af elendighedens rødder, økonomisk såvel som i omgangsformerne.

De fleste forholder sig til medlemsorganisationer og andre foreninger i andre verdensdele, enten ved samarbejde gruppe til gruppe eller ved koordineret samarbejde, bl.a. via bevægelsens solidaritetsfond. Europæerne i Emmaus møder mennesker og organisationer i Afrika, Asien og Latinamerika som ligeværdige partnere, der aktivt formulerer deres visioner og handler derefter.

Den vigtigste enkeltperson i denne forandringsproces var Franco Bettoli. Vi ærer hans minde ved at fortsætte i sporet.

- Jørgen Olsen.

Luk vinduet