Lånte dyr i Amataltal

- af Thyge Christensen.

Thyge var i januar 2002 i Niger for at evaluere det Danida-støttede Projekt Kvægavl i Amataltal 1999-2001.

De to store befolkningsgrupper i Amataltal-området er tuareger og peuler. Da jeg nåede frem til projektområdet - og blev klar over, at peulerne på stedet tilhører den gren, der kaldes wodaabè eller bororo - kom jeg til at tænke på bogen Lykken og lidelsen, som udkom på dansk på forlaget Hjulet i 1988. Her citeres en gammel mand for at sige:

"Det år blev alle vore hjorde tilintetgjort. Vi befandt os, som var vi nøgne, midt i de fastboendes landsbyer. Hele klanen var spredt. Nogle af os var taget til områder, som vi end ikke kendte navnene på. Det var værre end døden."

Senere står der: "For os er traditionen med den lånte ko, som vi kalder habbanae, mere værd end alt andet. Det er selve hjertet i vore sædvaner.... Til en fattig mand kan man give hvad som helst, eftersom han intet har. Men hvis man ikke har givet en fattig bodaado en habbanae-ko, så har man ikke givet ham noget, der er virkelig godt for ham."

Lånte dyr

I disse udtalelser gemmer sig to af de afgørende elementer i Amataltal-projektet:

Tørken (de to katastrofeår 73 og 84)
Løsningen (at genetablere hjorderne)

Niger bliver ofte kaldt verdens fattigste land - med alt for gode grunde.

Og projektområdet kan roligt udnævnes til et særligt fattigt område i landet, fordi netop kvægopdrætterne har været så hårdt ramt af tørkeårene, at de aldrig er kommet på fode igen.

En mand kan være så fattig, at han ikke ved egen kraft kan komme ovenpå igen. I et kvægområde betyder det, at han ingen dyr har - eller i hvert fald så få, at det er næsten umuligt at genetablere den hjord, en familie kan leve af.

Traditionen med den lånte ko har stor praktisk og symbolsk betydning for peulerne i Amataltal-området. Og det er ikke så underligt, at projektets koordinator, Ghabdouane Mohamed, fortæller, at de er meget glade for kooperativets system, hvor mange har lånt 10 dyr - foreløbig dog ikke køer, men får og geder. (I det traditionelle system låner man en fattig mand én ko, som han betaler tilbage, når den har givet to kalve.)

Nu nærmer tiden sig, hvor de skal til at tilbagebetale de første dyr, og i det store og hele er de 10 dyr blevet til 30. Med de resterende 20 dyr er der store muligheder for at komme videre med egen kraft.

Dertil kommer at mange af dem, der tilbagebetaler det første lån, nu kan regne med at låne nogle køer og kameler, fordi de har bevist deres evne og vilje til at udnytte og tilbagebetale lånet.

De fattigste

Hvis vi nu antyder, at en opdrætters succes har direkte indflydelse på 10 menneskers livsvilkår, så er det ca. 10 pct. af befolkningen i projektområdet, vi taler om. Og de 10 pct. fattigste; for det er min indtryk, at projektet lever smukt op til Emmaus-principperne om først at hjælpe dem, der lider mest.

De mennesker, der leder dette projekt i det daglige, har ikke selv lånt dyr. De klarer sig jo i forvejen bedre end de fleste, blev det sagt. Bortset fra koordinatoren, bogholderen og chaufføren arbejder de i øvrigt gratis - og meget!

De dyr, der snart afleveres, skal så udlånes til nye familier. Igen vil ca. 40 familier kunne starte på en frisk. Det er ikke overflod, vi taler om, men trods alt en stor chance efter flere årtiers forfærdende krise.

Hyrderne

Som læserne sikkert husker, så har kooperativet selv fået skabt en stor flok kvæg og dertil kameler, får, geder og æsler. Især kvæget er væsentligt i denne forbindelse. De passes af 15 hyrder. En hyrde kan regne med, at køerne i gennemsnit giver 540 liter mælk om året - og mælken er hans, ikke kooperativets. Han får desuden 15.000 CFA-francs (ca. 175 kroner) om måneden for at passe hjorden og sikre, at den vokser.

Lad os opfinde en enkelt hyrde, kalde ham Bouraïma og lade ham passe 30 køer. De giver altså ca. 50 liter mælk om dagen, hvis vi beregner et gennemsnit for hele året. Mange af hyrderne sælger halvdelen i form af ost, og det giver Bouraïma en indtægt på 7.500 CFA-francs - om dagen!

Det svarer til en meget højtstående funktionærs løn. Det er værd at overveje, hvad det betyder for familiens muligheder for at købe hirse, medicin, tøj osv. Og nu taler vi ikke om en familie på 10, men en storfamilie i bred forstand, måske 50 personer.

Dertil kommer så, at alle disse 50 personer kan drikke ½ liter mælk om dagen hver dag. Det er ikke så underligt, at helbredstilstanden i området er væsentlig forbedret i løbet af de 3 år, der er gået.

Jeg vil vove den påstand, at af projektområdets befolkning på 3.500 mennesker har ca. en tredjedel - og den fattigste tredjedel - fået afgørende bedre livsvilkår.

Rent vand

I den samme periode har GtU bidraget til, at der er bygget 17 moderne brønde. Dette har betydet, at en stor del af befolkningen nu har adgang til rent drikkevand, nogle fra de 5 brønde, hvorpå der er monteret pumper.

Meget andet kunne tilføjes - f.eks. at nye opdrætsmetoder har både en gavnlig indflydelse på det sårbare miljø og på økonomien i kvægholdet; men særligt interesserede kan jo læse rapporten. Den er skrevet på fransk for at sikre, at de direkte involverede kan læse den i både Danmark og Niger, men også oversat til dansk.

Som konklusion kan jeg tilføje, at det var svært at "afbalancere" det positive indtryk ved at sætte fingeren på svagheder og problemer. Lidt var der da at nævne; men det fylder så lidt ved siden af det væsentlige.

Ild og mælk

I den omtalte bog, Lykken og lidelsen, fortæller en kvinde:

"Ved du, hvad vi sammenligner lykken med? Den er som de små dråber mælk, der sprøjter på hele din krop, mens du malker. Og ved du, hvad lidelsen minder om? Om ildens små gnister, der brænder dig, når du sidder ved bålet. Ildens lidelse og mælkens lykke ... du ved udmærket, at de ikke ligner hinanden. Og i ethvert menneskes liv er der ild og mælk."

Modsat så mange andre projekter har dette undgået at skabe mental afhængighed. Det har ikke været overrendt af europæere, som kunne give det indtryk, at vi sidder inde med løsningen på deres problemer. Desuden har arbejdet fungeret i overensstemmelse med lokale traditioner for problemløsning og samvær.

På det økonomiske plan er der heller ikke tale om afhængighed. Ganske vist vil det være synd - meget synd - hvis en 2. fase ikke får mulighed for at inddrage de dele af området, der stort set ikke har nydt gavn af de første år.

Men jeg tror på kooperativets formand, når han siger, at de aldrig stopper, heller ikke i tilfælde af et afslag.

Ganske vist kan de kun gå meget langsomt frem uden endnu en periode med støtte, men fremad - det vil de, og det kan de.

Måtte de mange venlige mennesker, jeg mødte - og deres familier, naboer og ligestillede - fremover få mere mælk og færre gnister end de foregående årtier har budt dem!

Harmoni og drilleri

Opholdet i Amataltal-området bekræftede stærkt den fredelige sameksistens, der præger mange folkeslag i Vestafrika.

Tuaregerne er antalsmæssigt og sprogligt dominerende. Selv om wodaabè taler fulfulde ligesom andre peuler, så forstår mange af dem tuaregernes sprog.

Det synes ikke at være et større problem for dem, at der i den tosprogede skole i Amataltal - hvis den bliver en realitet - vil blive undervist i tuaregisk i de mindste klasser og derefter fransk. Tanken om at tilføje fulfulde på et senere tidspunkt, er indtil videre kun fremtidsmusik.

En aften, jeg tilbragte i en wodaabè-boplads sammen med repræsentanter for projektet, blev det sagt af den lokale leder, at "vi og tuaregerne lever i fuldkommen harmoni. Ikke engang hvis der opstår ballade mellem to individer, opfattes det som et etnisk problem."

Denne situation forhindrer naturligvis ikke, at medlemmer af én etnisk gruppe bekræfter sit kulturelle og religiøse tilhørsforhold - for eksempel ved at fortælle morsomheder om en anden.
En aften fortalte koordinatoren Ghabdouane Mohamed en historie, da vi sad ved bålet og småsnakkede inden sengetid. Han havde netop sagt, at de fleste wodaabè stadigvæk er animister og ikke muslimer som tuaregerne. Og at dyrene for wobaabè er meget betydningsfulde, ved enhver.

I første sætning af denne historie brugte Ghabdouane ordet "sauvage" om en af de to personer. Det kan naturligvis betyde "vild" og "uciviliseret". Jeg vælger her ordet "sky", fordi der ikke lå noget specielt nedværdigende i udtrykket. Han var bare så venlig at lægge historien lidt tilbage i tiden, hvor de etniske grupper havde mindre samkvem, så den ikke kunne såre nogen i dag. Men at den indeholder en nutidig beskrivelse, behøver vi ikke tvivle på:

Dengang wodaabè stadig var sky, nærmede en mand sig en arabisk marabu med et langt skæg, som sad og læste i Koranen. Han satte sig foran ham.

Wodaabè beder ikke, ja, de tror knapt nok på Gud, men med ét så marabuen, at mandens øjne var fulde af tårer.

Marabuen ser på ham og siger højtideligt:
"Min søn, dine synder vil blive dig forladt. Du får nu troen, og du vil kunne lære at læse Koranen. Ja, en dag kan du såmænd selv blive marabu lige som mig."

Da marabuen havde talt færdig, sagde manden:
"Nej, nej, jeg græder bare, fordi når jeg ser på dit skæg, så minder det mig om en gedebuk, som forsvandt fra min hjord for over et år siden."

Fred

At hilse på hinanden kan i Vestafrika sjældent indskrænkes til et hurtigt hej-hej. Når mennesker mødes, tager både tuareger og peuler sig tid til at spørge til familien, helbredet, børnene osv.

Oversat til dansk er svaret på de mange spørgsmål det samme, selv om de to sprog er meget forskellige.

Tuaregerne svarer - i min stavemåde med de bogstaver, jeg har rådighed over: Elhér erás!
Og peulerne siger: Jam tan!
I begge tilfælde betyder det: Kun fred!

Det er vel den samme anvendelse af ordet, som Blicher brugte, når han på sin vandreture gik ind i et hus på heden med ordene: Fred i stuen! Ikke kun fred i modsætning til krig, men fred mellem mennesker, mellem mennesker og Gud, harmoni i tilværelsen.

Men i Amataltal-området har ordet fred også den betydning, mennesker lægger i det, når de har levet med den usikkerhed, som en væbnet konflikt medfører.

Konfliktløsning

Ghabdouane Mohamed er tuareg, og han var en af de tuaregiske intellektuelle, som har tilbragt længere tid i fængsel - nærmest som en forebyggende foranstaltning fra regeringens side: For at forhindre, at han meldte sig som oprører.

Denne uretfærdighed har ikke gjort ham til en bitter mand, men til en fredselskende mand. Han medvirkede i oprørets sidste fase aktivt til at overtale den sidste gruppe rebeller til at lægge våbnene - ja, han spillede vist en hovedrolle. Det ved man i området, og det har bidraget stærkt til den tillid, han mødes med alle steder.

Også i det små er han fredsstifter og mægler. I løbet af de 4 døgn, jeg tilbragte sammen med projektholdet i bushen, oplevede jeg flere gange, at gruppen - og især Ghabdouane - blev brugt i konflikter.

En gang var det et privat problem mellem en af projektets hyrder og hans kone. Baggrunden var vist, at hun ville give en dromedar til en søn af et tidligere ægteskab. En anden gang havde to personer en konflikt omkring et sværd.

Da nogle mente, at en mand ville grave en brønd for tæt på deres egen - og dermed udsætte det naturlige miljø for overgræsning - måtte koordinatoren mægle. Det tog timer, men det lykkedes.

De unge

Projektet Kvægavl i Amataltal har som hovedformål at forbedre befolkningens livsvilkår. Det forudsætter fred. Men ikke mindre betydningsfuldt er det, at projektet bidrager til at sikre freden. Mange af de tuareger, der deltog aktivt i oprøret, var oprindeligt draget til Libyen for at søge arbejde eller komme ind i hæren. De kom hjem - uden arbejde og uden penge, men med moderne våben.

For blot tre år siden boede en meget stor del af de områdets unge i Nigers eller nabolandenes byer. Bortset fra det elendigt betalte - og for en kvægopdrætter nedværdigende - arbejde som nattevagt, så er der ikke mange andre muligheder for de unge end oprørets "forlængede arm", kriminaliteten.

Ghabdouane Mohamed får mange henvendelser fra unge, der ringer til ham i Agadez, fordi de vil have bekræftet, at projektet fungerer. Det giver dem håb om en tilværelse - håb om at få en familie, man kan ernære, have en identitet, man kan føle sig i overensstemmelse med. En del er allerede kommet tilbage.

"Før var vi spredt for alle vinde. Alle mine fem sønner var rejst bort. Nu har de stiftet familie og bor her omkring mig," fortalte en af projektets hyrder.

Thyge Christensen, Vestervej 2, Grundfør, 8382 Hinnerup, tlf./fax +45 - 86 91 21 04.
E-mail: thygechristensen@tdcadsl.dk
Hjemmeside: http://home11.inet.tele.dk/thyge_ch

Luk vinduet