Udskriv siden

Tema: Mali

Den belgiske udviklingsorganisation Terre(1) - gennem de seneste år kaldet Autre Terre(2) www.autreterre.org
- som er medlem af samme modernetværk som Genvej til Udvikling (GtU), dvs. Emmaus International
www.emmaus-international.org - udgav i foråret 2006 et specialnummer af sit kvartalsblad, et nummer omhandlende det vestafrikanske land Mali. På de kommende sider bringer vi oversættelser af de fleste af artiklerne fra dette nummer.

Introduktion - af André Wiertz.
Oase-økonomi - af Christian Legay
Nomadeliv - af Daouda Maïga
Man skal være i ørkenen - af A. Maraval-Berthoin
Økonomiske og politiske aspekter - af Rousmane ag Assilaken
Til nomadens søn - af Hawad
Ørkendannelse og fattigdom: At føre kampen på alle fronter - af foreningen CARI
En slags konklusion - af Gervais Coppé.

Som en del veteraner i GtU vil erindre, lå det første udviklingsprojekt, som foreningen samarbejdede med over en længere årrække, i Mali, og det drejede sig faktisk om netop det projekt, der beskrives i det følgende:


Introduktion: Hvorfor et tema om Mali? Fordi landet og især Tessalit - i den ottende region, beliggende i Adrar des Iforas(4), 200 km fra Kidal(5) - har fascineret os og sat os på prøve i 27 år!

I 60'erne bliver det første udviklingsprojekt, der er gennemført udelukkende med støtte fra Terre - i Djemila i den nordøstlige del af Algeriet - en sand succes. Som forventet producerer 18 ovne beregnet til at forarbejde gips i alt næsten 10.000 tons forarbejdet gips om året. Opsvinget i Algeriet er stort, og lastbilerne holder i kø hele natten for tage imod deres last.

I midten af 70'erne indtræffer den første store tørke i Sahel. Dyreflokkene bliver stærkt formindsket, og mange indbyggere står uden indtægtskilder. Berørt af nøden tilbyder de ansvarlige for Terre deres assistance til Malis ambassade. Et af de dokumenter, som malierne fremviser, omhandler udnyttelse af en gipsforekomst.

Fra Algeriet til Mali

I 1978 lokaliserer en første udsendt mission gipsforekomst på Malis territorium, to skridt fra den algeriske grænse(6). Et hold(7) bliver sendt til stedet, de bygger den første ovn og går i gang med den første kogning af gips.

Hurtigt gør de logistiske problemer krav på al opmærksomheden: klimaet (mere end 40 grader i skyggen i syv måneder) og det allestedsnærværende støv og sand kommer ikke godt ud af det med mekanikken.

Et andet hold, der er mere talrigt, etablerer den lille fabrik og organiserer driften af gipsbruddet i de måneder, der er (lidt) mindre varme.

Det er ikke nok at overføre de fremgangsmåder, man har lært i Djemila, for at producere forarbejdet gips af ordentlig kvalitet, eftersom der er tale om en anden slags gips; man bliver nødt til at prøve sig frem for at tilfredsstille de første kunder, der er blevet kontaktet i mellemtiden. Disse udgøres især af entreprenører, der udsmykker betydningsfulde bygninger med støbte lofter i Niamey, Nigers hovedstad og i Bamako, Malis hovedstad, der ligger 1.800 km væk - tre dages rejse på det tidspunkt. Afsætningsmulighederne er altså begrænsede.

Forhindringer i massevis

Transporten tynger prisen på forarbejdet gips fra Tessalit kraftigt. Når den ankommer til sit bestemmelsessted, er den næsten lige så dyr som den gips, der bliver importeret fra Frankrig! For at sælge til Malis nabolande var det nødvendigt at forhandle toldaftaler. Det samme gjaldt importen af brændselsolie fra Nigeria via Benin til at koge gipsen til en nogenlunde fornuftig pris. Kort sagt adskiller alle forhold sig radikalt fra dem, der var gældende i Algeriet. Dér havde man brugt gips siden romerne. I Vestafrika er den et ukendt materiale og følgelig fuldstændigt fraværende i traditionelt byggeri.

Forsøg på at gøre gips mere udbredt får kun ringe succes, idet kun få mennesker har midler til at udsmykke deres hjem. I forvejen er det svært nok for folk at gøre hjemmet modstandsdygtigt mod nedbør.

En smertelig konklusion

Meget hurtigt synes det illusorisk at håbe at kunne genskabe succesen fra Djemila i Tessalit. Indtægterne fra produktionen tillader ikke at betale afdragene og erstatte de maskiner, der er ude af stand til at fungere. Ikke desto mindre strækker projektet sig helt frem til begyndelsen af 90'erne. Der bliver gjort forsøg på at få merværdien til at vokse ved at fabrikere kridt og siden gipsbandager; men indbetalingerne tillader knapt at betale for brændstof og løn til arbejderne, og flere redskaber og køretøjer har allerede opgivet ævred.

Det tuaregiske oprør indtræffer i den nordlige og østlige del af landet(8), og tyveriet af de sidste køretøjer giver nådestødet til stor fortrydelse for de tidligere arbejdere på fabrikken og for hele regionen, hvor projektet havde vakt stort håb.

Projektets følgevirkninger

Tilbage står alligevel en første erfaring i omskoling for de kvægavlere, som bliver bevidste om, at de kan tjene deres levebrød ved et andet arbejde. Flere finder en stilling som chauffør eller mekaniker et andet sted.

Udvinding af gips, den eneste råstofrigdom, der synes at være inden for rækkevidde i Tessalit, forbliver længe en besættelse, og der bliver gjort flere tiltag for at genstarte projektet. Terre er blevet anmodet om at medvirke; men forholdene vedrørende rentabilitet er ikke forbedret, eftersom transportomkostningerne for så lange afstande er stærkt hæmmende for materiale, der er tungt og af ringe værdi.

At forvalte geden og kålen

Filosofien bag udviklingshjælp har udviklet sig meget siden 70'erne. Også Terre har fået andre erfaringer i forskellige lande. Ofte er der kommet det ud af det, at projekterne er lykkedes, når de oprindelige indbyggere har kunnet styre projektets problematik på stedet.

Tessalit har fordel af en beliggenhed, der er gunstig for dyrkning af køkkenhaver. Bunden af den indsnævrede floddal, der løber igennem landsbyen, forbliver fugtig hele året og har nogle steder stadig fordel af skygge fra den tidligere palmeplantning, der nu er sparsom af mangel på vedligeholdelse.

Nogle arbejdsomme gartnere har længe ved håndkraft hentet vand fra 3-4 meters dybde for at dyrke tomater, løg, kål og salat. Da vanskelighederne var overstået, og beboerne vendte tilbage til landsbyen, organiserede de sig i foreninger (kvinderne i deres foreninger, mændene i deres) for sammen at tage fat på at dyrke grøntsager i større målestok hver især på sit stykke jord, men ved holdvis tilrettelæggelse og ved centralisering af forsyningerne.

Autre Terre støtter i øjeblikket disse partnere i Kidal-regionen i de forskellige gartneriaktiviteter, som de udfører.

*******************



Agroøkologi i Mali

Bidrag til indførelse af en oase-økonomi i det nordøstlige Mali Den oase-økonomiske model varierer afhængigt af lokale ressourcer, naturressourcer (vand, jord, klima) og menneskelige ressourcer (kulturtræk, befolkningens vilje og evne til tilpasning, deres smag og behov). Fra Centralasien til Sahara har oaser i tre årtusinder udviklet sig med forskelligt held. I den nordlige del af Mali satte den koloniale administration kun gang i nogle undselige forsøg; palmebeplantningen i Tessalit er en rest af dette.

Oase-økonomi

De store træk i denne udviklingsmodel er: Lovende tiltag blandt Autre Terre's partnere i Mali

Foreningen Assador (= "Livets Kilde")

Den blev stiftet i 1992, støtter sig på 54 medlemmer og udvikler indsatser inden for to hovedområder: Medlemmerne fremhæver den vellykkede gennemførelse af vanddriften og frygter ikke overproduktion. Takket være tørring går levnedsmidler aldrig tabt. Derudover har stabiliseringen af priserne på løg og tørrede tomater ledt til et nyt forbrugsmønster.

Man forklarer den vellykkede gennemførelse af de flotte køkkenhaver ved de ubetydelige udgifter til udstyring af arbejdspladsen og vigtigheden af den indførte disciplin (med hæfter over fremmøde og bøder for fravær).

"Mødernes regelbundethed har været overlevelsesstyrken. Vi taler meget frit, men vi kontrollerer altid vores vredesudbrud".

Modellen med de kooperativer, som den statslige administration byggede op, har fungeret til skræk og advarsel. Den katastrofale drift af disse kooperativer har inspireret til Assadors succes.(9) Foreningens sammenhold kan sammenfattes i proklameringen om at gøre alt sammen: leve, reflektere, kontrollere.

Man peger også på den konstante interesse for at forbedre arbejdet ved uddannelse, og de tematiske møder, man har iværksat, skal følges op og videreudvikles i form af flere emner til behandling.

Når medlemmerne af Assador ser på deres foretagendes succes og sammenligner den med fiaskoen for en halv snes andre projekter, der er sat i gang med demokratiseringen, glæder de sig meget over udviklingen af samhørighedsfølelse, idet foreningen er blevet en sikkerhed for de enkelte medlemmer (i tilfælde af sygdom eller ulykke), og fødevareforsyningen er sikret af magasinet, der også omfatter kornsorter (hirse, ris) til bundpris. Effekten på den lokale handel er reguleringen af priserne.

Jorddyrkningsteknikkerne er centrale for den igangværende kulturelle forandring. Blandt disse mangeårige opdrættere, der er halvnomader, har nogle kunnet besøge effektive køkkenhaver i forbindelse med rejser til det sydlige Mali eller til Algeriet; men det er knaphedens bydende nødvendighed, der har ført dem til at overveje at sprede deres aktiviteter. De er ligeledes modtagelige over for råd og efterspørger fornyelse.

Alligevel dukker profilen af en oase endnu ikke frem af de fremspirende haver med deres vækstlag: grøntsager ved jorden, frugttræer og læskærme ovenover og palmer foroven. Alt sammen overlapper hinanden godt som en mosaik og er således beskyttet mod udtørrende vinde og udgør alt i alt et mikroklima. Men en sådan biotop(10) kan skabes ud fra det eksisterende, og vi har set, hvordan erfaringen med agroøkologi i Tacharane (se senere i denne artikel) kan styre en sådan forvandling.

Foreningen Assaghsal

Denne kvindeforening blev til i 1991 under den frygtelige periode med oprør. Kvinder fra forskellige sociale lag dannede en gruppe for at frembringe indtægtskilder ved at forsøge flere aktiviteter: genopretning af skov, havebrug, småhandel etc. Med støtte fra en NGO(11) anlagde de i 92 en stor fælles have og opførte et lokale i smuk traditionel arkitektur med flere rum, der gør det muligt at give ly for flere aktiviteter. I 99 integrerede Autre Terre Assaghsal i sit handlingsprogram. I øjeblikket dyrkes den fælles køkkenhave af 18 af de 44 medlemmer. Hver enkelt opdyrker sine bede og har plantet sine egne frugttræer (citron, guavabær, granatæble).

To renoverede brønde drives i fællesskab; de gør fyldest, selv om kvinderne ikke har deres mænds håndelag for at beherske motorpumpen. Alligevel overvejer de ikke at vende tilbage til den besværlige pumpning med håndsving.

Kassereren, Zeinabou, en drivkraft med en bemærkelsesværdig karisma, fortæller med stolthed den fortælling, der har svejset alle disse kvinder sammen, og om tiden, hvor det var nødvendigt at skjule sig for at transportere materialet til deres lokale af skam over for mændene og af frygt for oprørere. Det er også en stolthed at kunne give et bidrag til familiens madgryder, en stolthed, der vejer op imod mændenes magt, selv om flerkoneri er næsten ikke-eksisterende.

De vurderer, at 2/3 af produktionen i køkkenhaven går til deres familie og 1/3 til markedet, og det er lige omvendt med de produkter, deres mænd fremstiller. Som det er tilfældet for mændenes køkkenhaver, har de meget at lære endnu omkring kompost som gødning, lugearbejde, vekseldrift, brug af værktøj.

Derudover er tørring af usolgte grønsager endnu ikke almindelig. Skal dette kunne betale sig, vil det kræve pakning i sække, påsætning af etiketter og afdækning af markedet.

Der er desuden udviklet aktiviteter som mikrokredit (28 kvinder har nydt godt af et lån på 150.000 CFA-francs(12) i 4 måneder til en rente på 5 pct.), hvilket har gjort det muligt for kvinderne at drive ganske indbringende småhandel, som de ønsker at kunne udvide ved at øge omfanget af lånene. Indfrielsen er ikke blevet forsømt.

Kvindernes dygtighed med hensyn til kreditgivning fremkalder beundring blandt medlemmerne af Assador og fører dem til at overveje at oprette en lokal solidarisk sparekasse og kreditforening under ledelse af Assaghsal.

Hvilket udgør en bemærkelsesværdig anerkendelse og hædersbevisning af kvaliteter og prisværdighed hos kvinderne fra Assaghsal. Dertil kommer lånene til køb af geder og får samt håndværksaktiviteter.

Det er ganske overraskende at se, at tuaregiske kvinder, der ikke stammer fra håndværkerkasten (einadan(13)), kan beskæftige sig med disse indbringende håndarbejdsaktiviteter, som før i tiden kunne have fremkaldt skam eller forhånelse.

Arbejdet med læder er traditionelt. Det består i at garve og derefter sammenføje huder for at fremstille puder, sejl (indvendig teltdug), ikke mindst for at sælge til turister. En anden traditionel produktion af god kvalitet er fletning af vindskærme af halm.

Zankaî Aljana (Børnenes Paradis, på sonraysprog(14))

I Tacharane ved bredden af floden Niger, 15 km syd for Gao, skal meget særegne indretninger skabe en lille oase ved flodbredden, idet man lader sig inspirere af tankegangen og teknikkerne bag agroøkologi.

Området Tacharane er bemærkelsesværdigt ved sin skønhed og sit potentiale. Vi kendte Tacharane før 1970, hvor landsbyen dukkede op af den tætte skov af doumpalmer(15), der også husede flokke af vortesvin og løver. Siden da har knive, tilhørende flettersker af sivmåtter, og økser, tilhørende skovhuggere der beskærer tømmer, gjort horisonten lavere.

Af kaos efter denne skovrydning fødtes nogle stødskud, der hurtigt blev skåret over, og gennembrændte stammer. Flere projekter vedrørende indretning af vandjordbrug har sat gang i diger til risavl og "udviklingsprogrammer".

Øerne(16), der var beplantet med bourgou(17) (denne rige græsart, der er så eftertragtet) er blevet udpint og udvisket, og afvandringen ophørte ikke. Kort sagt er dette område blevet fattigere - det synes ligefrem nødlidende.

Af disse årsager er der stor interesse for projektet, som er sat i værk af Zankaî Aljana for at vende denne udvikling, at genoprette jordens frugtbarhed, at bevise, at dette område er i besiddelse af rigdomme, der skal genfindes, og at vise tillid til en gruppe af unge mænd samlet om en progressiv virksomhed, som, idet de lader sig inspirere af biodynamik(18), sigter efter at forandre miljøet og den rovdrift, som mennesket driver på miljøet.

Denne oase er virkeliggjort ved at konstruere runde indhegninger på 6-8 meter i diameter og med lermure på mere end to meters højde. Inden i disse indhegninger finder man en broget blanding af planter på alle niveauer i en omhyggeligt udarbejdet og styret sammensathed. Dette oaseagtige mikroklima fremmer planternes vækst ved at beskytte dem mod udtørring. Formålet er at indrette en masse af disse indgærdede jordstykker over flere hektar inden i et tykt bælte af fodertræer (efter afrydningen af eukalyptustræer) for at oaseeffekten inden i de indgærdede jordstykker kan trænge ud i dette område, der er blevet omdannet til ørken ved menneskenes dumhed.

Zankaî Aljana, der med sit navn erklærer sit utopiske ønske om at oprette et paradis for børn, forener opdræt af malkekøer med kunstvandet dyrkning. Køerne, der fodres med bourgou, frembringer mælk, men også kogødning, der bliver samlet sammen og anbragt i komposteringskuler, et vigtigt værktøj for genindvindingen af jord. Denne proces er funderet i et område, hvor familierne er forbundet med den håndfuld af grundlæggere, der er de drivende kræfter og indehavere. Formålet er at eksperimentere, lære, forbedre for at danne skole og udbrede. Men også at genoprette et beskadiget miljø ved igen at gøre unge mænd og deres familier til ansvarlige aktører for deres fremtid.

Aktuelt breder programmet Zankaî Aljana sig over fem områder: oaselandbrug, planteskole (for at akklimatisere og udbrede eksotiske planter, der er interessante i kraft af deres diætetiske, lægende og økologiske værdier), hønsegård, produktion af spirulina(19) (der bliver mestret godt og spredes til sundhedscentre) og modtagelse af turister (begyndende aktivitet, men allerede lønsom).

Der er allerede begyndt at opstå partnerskaber med foreningerne i Tessalit (udvekslingsrejser, uddannelsespraktik i udlandet osv.).

*******************


Nomadeliv i Mali - Hyrdernes liv i Kidal-regionen

Geografisk og socialt overblik Regionen Kidal dækker et areal på 260.000 km2 bredt ud over tre forskellige geografiske zoner. Den tæller en befolkning på ca. 50.000 indbyggere fordelt mellem fire områder og 144 fraktioner, der som hovedregel repræsenterer lige så mange sociale grupper dannet på grundlag af forskellige bånd: familien, klanen eller forskellige underafdelinger af klanen.

Disse grupper er knyttet til forskellige jordarealer, hvor de har deres udgangspunkter. Arealerne er anerkendte og har som samlingssted en vandforekomst, hvor der er mest livligt under tørtiden(20). Sædvanligvis deler flere sociale grupper jorden imellem sig, selv om der ofte er en, der dominerer de andre ved at være i overtal af personer og kvæg eller ved sin sociale status.

De sociale grupper

Samfundet Kel Adagh(21) (befolkningsflertallet i Kidal-regionen), der oprindeligt var stærkt hierarkiseret(22), var lige som de fleste grupper af tuareger inddelt i tilsyneladende veldefinerede strata(23). I virkeligheden ser det ud til, at hårfine inddelinger efter fornemhed eller afhængighed affødte talrige mellemliggende grupper mellem de sociale lag. På højeste niveau lå for eksempel gruppen af fornemme frie mænd (Ilellan), som udgjorde de dominerende sociale grupper i regionen (tiwsaten). Før i tiden ejede de store dyreflokke, hvis pasning og pleje var overladt til deres underordnede. Det hørte sig således til, at de fornemme frie mænd beskyttede de underordnede mod overfald udefra.

Nederst på den sociale rangstige var slaver, tjenere eller fanger (Eklan). Mens de i dag er frigivne, var de dengang enten tjenestefolk, der var permanent tilknyttet lejren, eller hyrder, der levede alene med deres dyreflokke. Læg mærke til, at næsten udelukkende de fornemme havde tjenere.

For at styrke de sociale bånd mellem familier, klaner eller underafdelinger af klaner fandtes der visse sædvaner for gensidig hjælp baseret på udveksling af dyr, f. eks. I dag er samfundet i Kidal-regionen, der har oplevet mange sociale forandringer, mindre præget end tidligere af sociale klassificeringer.

Alligevel kommer disse tilhørsforhold til fortiden op til overfladen, så snart en sociale gruppes interesser bliver stærkt truet.

Kvindens plads

Selv om islam kun tildeler kvinden halvdelen af mandens rettigheder, nyder kvinden i et Kel-Tamashaq-miljø(25) godt af en materiel og beslutningsmæssig selvstændighed, der er ganske sjælden i samfundene syd for Sahara. Hun har sin egen dyreflok erhvervet ved gaver, medgift eller arv, som hun råder over uden tvang. Desuden tilhører boligen (telt og andre nyttegenstande) hende, hvilket ikke er så lidt i et område, hvor de klimatiske usikkerhedsmomenter er store.

Unge drenges grunduddannelse tilkommer kvinden (adfærd og skrivning(26)), og hun oplærer de unge piger, indtil de gifter sig. Praktisk talt alle kvinder, hvad enten de er fra fornemme grupper, frie afhængige(27) eller er af slaveoprindelse(28), er kunsthåndværkere og udfører læder- og skindarbejde samt vævning. Frugten af dette arbejde (hovedsageligt kollektivt) bliver honoreret i naturalier eller i kontanter, og fortjenesten af salget er kvindens særeje. I dag slutter kvinderne sig mere og mere til de nye økonomiske aktiviteter via en foreningsmæssig struktur, der bliver mere og mere rummelig. Alligevel vedbliver de, især i byerne, med at være en ganske sårbar gruppe i betragtning af deres beskedne indtægter.

Tre femtedele af befolkningen i Kidal fortsætter med at leve som nomader hele vejen langs hyrdestrækningerne(29). Alligevel har de permanente eller punktmæssige bosætninger foranlediget en ganske hurtig bymæssig udvikling i små købstæder som Kidal, Tessalit, Aguelhok, Anefis, Tinzaouaten, etc.

En dominerende produktionsform: ekstensivt opdræt

Økonomien i Kidal-regionen er hovedsagelig baseret på opdræt af får, geder, kameler og kvæg. Uanset de sparsomme og ofte diskutable statistikker udgør dette opdræt det primære produktionssystem i regionen.

Ekstensivt opdræt baserer sig på flytninger, der gentages i samme rækkefølge hvert år. Inden for disse sæsonbetonede flytninger foregår der strategiske bevægelser i jagten på bedre ressourcer (græsgange, vand, saltholdig jord) og udsving på basis af erfaring eller oplysninger om zoner med sygdom, hærgen af vilde dyr eller farligt kryb. Det er i denne dynamik, at fleksibiliteten, der er det fundamentale grundlag for mobiliteten, gør sig gældende. Denne udnyttelse af rum og ressourcer ligger langt fra den omflakken, som nogle tilskriver nomade- eller seminomadeopdræt. I regionen følger det ekstensive opdræt geografiske, sæsonbetonede og sociokulturelle hensyn.

Geografiske hensyn

Regntiden bliver bebudet af voldsomme hvirvelstorme fulgt af støv, hvorefter de smalle udtørrede floddale hurtigt fyldes med vand og i løbet af nogle timer omdannes til rivende strømme på grund af stejle skråninger. Balancen mellem jordskred af flodaflejringerne i dale og udtørrede floddale og genopretning (især ved bundfældning fremkaldt af vinden) er meget usikker.

Der opstår talrige stejle skrænter og ufrugtbare jordområder. Der er plantevækst i dalene og i de udtørrede floddale; men den bliver sjældnere længere oppe.

Så snart den første regn falder, begynder de hyrder, der lever i Adrar-bjerglandskabet, at bevæge sig i området, idet de leder efter de mest fordelagtige flodsenge og dale. I deres søgen foretrækker de store områder så som brede dale og indgangen til dale på den "hvide jord" i Tamasna, Tilemsi eller Tanezrouft(30).

Når forholdene tillader det, indsnævrer hyrderne fra "hvide" zoner som Tamasna-dalene og floddalene i den nordlige og østlige del af deres område og overlader udkantsområdet til hjordene fra Adrar. Det samme fænomen ses i den vestlige og nordlige del af Kidal-regionen.

Sæsonbetonede hensyn

De overlapper med de geografiske hensyn; men de har deres særegenhed. Bevægelserne begynder i regntiden (juli) og strækker sig gennem den kolde tid (fra november til midten af februar).

I normale år sker tilbagetrækningen mod de områder, man føler sig knyttet til, i midten af februar-marts. På grund af bygningen af skoler, forsyningscentre og sikrede vandforekomster, som får flere og flere til at slå sig permanent ned helt eller delvist, og på grund af forarmelsen af et stort antal hyrder, sker tilbagevendingen mod disse områder tidligere og tidligere på året.

Samfundskulturelle hensyn

Nomadernes bevægelser dækker, ud over de strategiske aspekter, over en samfundsmæssig kulturel værdi for hyrderne som basis for social og økonomisk reproduktion af deres livsstil. Investeringen i nye fleksible baser for opsætning af lejre i de gunstige perioder er en kulturel refleks, der er dybt forankret hos hyrderne. Bevægelserne foregår i tæt samspil med de geografiske og samfundskulturelle hensyn.

Forvaltningen af hyrdeområdet

I Kidal-regionen følger forvaltningen af hyrdeområdet retningslinier i rum og tid, som selv er underlagt typerne af opdræt. Som i den største del af de rene hyrdeopdræt benytter mennesket de naturlige ressourcer, som de godt er klar over er begrænsede, og hvis egnethed til genoprettelse de kender. I denne bevidste anvendelse benytter hyrden metoder og teknikker til fornuftig brug baseret på udvinding af ressourcer i et åbent, frit og midlertidigt rum, så de naturlige mekanismer for bevarelse og genoprettelse er selvstyrende. Mennesket vil begynde at forlade et område efter en varierende tærskel og før det begynder at blive kritisk.

Hyrdens forvaltning af de tilgængelige områder sammenlignes tit med dromedarens opførsel på græsgangen: Ordsproget siger "Hvor frodig en akacie end er, tager kamelen kun nogle mundfulde og går videre til den næste; den ved, at den kommer tilbage dertil en eller anden dag, et eller andet år". Mådehold er obligatorisk for mennesket og dets kvæg.

Den biomasse, der bliver produceret i regntiden, bliver ikke udnyttet maksimalt, den bliver efterladt for at give plads til vandholdige substanser, der udvikler sig i den kolde tid og bidrager til, at der fremkommer vand til brøndene.

Hovedparten af de klager, som bliver indgivet angående "spekulative brugere", som tanker op i vandtankslastbiler og 4x4 Pick-up'er, hidrører fra deres dyreflokkes hensynsløse ophold i områder, som traditionelt er reserveret til en bestemt periode på året. Hyrdernes tolerance bliver desuden sat på hård prøve på grund af konkurrencen fra nye brugere af græsgangene i tørtiden. Den dominerende tanke er, at de, der anvender mekaniserede midler, burde holde til i meget mere fjerntliggende områder.

*******************



Man skal være i ørkenen Man skal være i ørkenen,
oh Dâssîne, for at kende
nattens stilhed;
man skulle tro at den
falder ned fra hver stjernes lampe
og fra månens hvide gravmæle.
Sandets bryst
vibrerer ikke, det
sover som en død kvindes bryst,
som intet kærtegn kan vække.
Man skal være faret vild i
ørkenen, oh Dâssîne,
for at kende
ensomheden, hvor hverken
træ eller fugl synger
i sandets eller stenenes goldhed;
den, der ikke kender
dette, kan ikke sige,
at han nogensinde har været
alene.
Og jeg har lagt mig udstrakt
i denne uendelighed,
der udgraver, under vores
vægt, gravens og vuggens nøgne beskyttelse.

Uddrag af "Chant du Hoggar"(31)
af A. Maraval-Berthoin
L'Edition d'Art, Paris, 1924.

*******************



Økonomiske og politiske aspekter

I Adrar des Iforas (Kidal-regionen) er opdræt den dominerende økonomiske aktivitet, som bliver praktiseret af mere end 80 pct. af befolkningen. Selv de fastboende ejer dyr, hvis pasning er sikret af slægtninge eller venner, der lever på savannen.

Denne form for opdræt, hvor dyrene skifter mellem græsgange, spiller en vigtig social og økonomisk rolle i forbindelse med fester, bryllupper, arv, ofringer ... Det sikrer også hyrdernes behov i et omfang svarende til 70-95 pct., alt efter om de kombinerer det med andre landbrugsprodukter.

Nomadeopdræt er karakteriseret ved en særdeles høj mobilitet i søgen efter græsgange, der afhængigt af året kan findes i overflod i Kidal-regionen, eller i Gao- eller Timbuktu-regionerne. Disse skift mellem græsgange er som oftest ensbetydende med manglende respekt for statsgrænser og forårsager således en permanent armbrydning mellem stater og opdrættere. I dag vil denne problematiske situation igen kunne opleves med de nye decentraliserede landkommuner.

For i øvrigt er der i de senere år sket mange politiske, klimatiske og økologiske forandringer, hvilket ikke har forbedret levevilkårene for nomadeopdrætterne, som stadig næsten lever efter naturen takket været deres egen strategi og tilpasning. Ingen af de centralmagter, der har afløst hinanden (kolonial administration, staten Mali), har bragt dem nogen nævneværdig hjælp, når de befandt sig i kritiske situationer. Der blev taget meget lidt hensyn til dem, og det blev, ifølge nogle, roden til deres "eksistentielle" opstande i årene 1963 og 1990.

Fra kolonisation til uafhængighed

Under den franske kolonisation havde nomaderne fra denne region ingen rettigheder og fungerede som malkekøer for systemet.

De skulle afgive skatter og midler af enhver art for at forbedre levevilkårene for militærfolkene, der patruljerede i zonen. Befolkningens ridedyr blev beslaglagt for at inddrive skatterne og sikre de regelmæssige folketællinger af befolkningerne og deres besætning.

Karavanernes kredsløb, der er vitale for forsyningen af essentielle fødevarer (korn, stof, te, sukker, tobak etc.), var også kontrolleret af den koloniale administration. Der var ikke fri adgang til at benytte græsgangene, hvoraf de bedste var reserveret til militærets kameler.

Når det gælder investeringer for at understøtte opdrætterne, kan man nævne etableringen af nogle hyrdebrønde (i Aguelhok, Télabit, Intachdayt, Oubancort, Assamalmal), vaccinationskampagner mod kvægpest og forgiftning af vilde dyr. Faktisk var det ikke synderligt meget. I tørkeårene 1913 og 1948 gjorde kolonisatorerne ingen indsats for at redde befolkningerne fra sulten.

Med hensyn til den koloniale administrations mission, der var baseret på underkuelse og systematisk økonomisk udbytning, var der i virkeligheden ikke noget håb, når det gælder opmærksomhed og varetagelse af landboernes problemer.

1960: udbytningen fortsætter

Landets uafhængighed i 1960 ændrede desværre ikke meget på hyrdernes usikre levevilkår. Den nye administration benyttede den samme udbytningspolitik i form af indsamling af dyr til officielle modtagelser, rekvirering af kameler, beslaglæggelser af diverse genstande. Faktisk gik staten simpelthen i gang med en politisk og økonomisk blokering af regionen. Med de nye grænser blev områderne med græsgange indsnævret og med sit utopiske projekt om et "pseudosocialistisk" samfund planlagde den første republik (1960-1968) endda en kollektivisering af nomadesamfundenes besætninger, der som udgangspunkt er individuelt ejede.

For at skaffe forsyninger fra nabolandene var det herefter nødvendigt at fortolde og vaccinere dyrene, en ting som befolkningerne ikke var forberedt på. Hvert år blev mange dyr således eksporteret illegalt og blev ofte genstand for beslaglæggelse fra toldvæsenet. I 1966 blev 150 kameler læsset med algeriske dadler beslaglagt og solgt af toldvæsenet til beboerne i Tessalit (Kidal-regionen).

Som tiltag til udvikling og bedre vilkår for opdrættet skulle man frem til efter den katastrofale tørke i 1973 for at finde en svag genoprettelse af kvægbestanden ledsaget af regelmæssige vaccinationer. Alligevel fremkaldte disse tiltag aldrig rigtige bifald blandt opdrætterne.

Decentralisering: et nyt håb for opdrætterne

Aktuelt synes den decentralisering, der ser dagens lys i regionen, at være gunstig for nomadeopdrætterne. Fremover har de mulighed for at deltage i beslutninger og i forvaltningen af lokale anliggender. Mange opdrættere er i dag medlem af kommunalråd, kredsråd(33) , regionale forsamlinger eller endda deputerede og rådsmedlemmer på nationalt niveau. Deres ansvar er således at vende tendensen, tage udfordringen om lokal indflydelse op og muliggøre fremkomsten af reelle programmer for at skabe bedre vilkår for opdræt i deres respektive zoner.

Med denne nye sammenhæng viser der sig flere perspektiver for opdrætterne, som skal gå ind og tage handling på både lokalt og nationalt niveau. De skal kæmpe for udarbejdelsen af en konsekvent hyrdepolitik, der har en solid juridisk, økonomisk og politisk basis, som vil gøre det muligt at munde ud i løsninger på regionens forskellige problemer, der ofte bliver opfattet som skæbnebestemte.

Veje at gå ...

Inden for rammerne af en samlet strategi kunne man overveje at systematisere lokale sædvaner af landbrugsmæssig art for at sikre et godt beslutningsgrundlag og vedtage juridiske tekster, som gør det muligt at sikre opdrættet bedst muligt og gøre det så rentabelt som muligt.

Det ville også være interessant at skabe aftaler mellem kommuner og endda mellemstatslige aftaler om frie skift mellem græsgange, om at udnytte regionens vandressourcer, om at begrænse dyreflokkenes størrelse for at respektere balancen mellem dyrebesætninger og græsgange, om at forene traditionel og moderne medicin til at pleje dyrene, etc.

Endelig kunne denne dynamik også munde ud i understøttelse af opdrættet via et landbrug baseret på udnyttelse af eksisterende oaseområder.

Opdrætterne er mere og mere bevidste om deres interesser og om kursen for deres produktion, og det er vigtigt at mobilisere dem om en sammenhængende udviklingspolitik, der er funderet på inddragelse af deres dagligdags problemer og respekten for deres etik og værdier.

*******************



Til nomadens søn Tag dine sandaler på
og træd på sandet
som ingen slave har trampet på
Væk din sjæl
og smag kilderne
som ingen sommerfugl har strejfet
Fold dine tanker ud
mod mælkevejen
som ingen tosse har turdet drømme om
Duft til blomsterne
som ingen bi har kurtiseret
Vig af vejen for skoler og dogmer
Stilhedens mysterier
som vinden udskiller i dine ører
er tilstrækkelige for dig
Træk dig tilbage fra markedspladser og mennesker
og forestil dig stjernernes marked
hvor Orion fremstrækker sit sværd
hvor Pleiaderne smiler
rundt om Månens glød
hvor ikke en fønikier efterlader sine spor
Rejs dit telt i horisonterne
hvor ingen struds har tænkt på at skjule sine æg
Hvis du vil vågne fri
som en falk der glider over himlen
med tilværelsen og intetheden svævende
fra sine vinger
livet døden

Hawad, født i 1950, Niger
I Caravane de la Soif, Edisud(34),
Aix-en-Provence, 1988.

*******************



Ørkendannelse og fattigdom: At føre kampen på alle fronter

I Tinzaouaten(35), hvor foreningen CARI er aktiv, er der siden 1999 udviklet gartneriaktiviteter langs flodsengen. Disse aktiviteter er kombineret med dyrkning af frugttræer som figentræer og vinplanter. Desuden er flodsengens sider sikret med beskyttende stensætninger for at beskytte køkkenhaverne. Dette sted er som Tessalit en oase-økonomi i sin vorden.

Visse indretninger af flodsengen, som er udført for at sikre det underjordiske vandlag og holde igen på vandafløbet, kunne måske interessere vores partnere i Tessalit.(36)

Stigende fattigdom og sårbarhed

Verdenssituationen er karakteriseret af et tab af biologisk mangfoldighed, som er forbundet med beskadigelsen af biotoper(37) og stigende sårbarhed blandt befolkningerne - særligt agerdyrkere og landbefolkning - der henter deres ressourcer fra de plante- og dyrearter, som findes i deres område. Verdenssituationen er desuden kendetegnet ved, at der opstår nye risici forbundet med klimaforandringer, eftersom man anslår at klimaforstyrrelserne vil blive værre, og at perioder med langvarig tørke eller med voldsomme regnbyger kan tage til i styrke.

Vandressourcerne vil blive mere og mere begrænsede i hovedparten af de fattigste lande. 600 millioner mennesker lider under mere og mere uanstændige usikkerheds- og fattigdomsvilkår, og blandt de 50 lande hvis bruttonationalprodukt pr. indbygger er lavere end 500 dollars om året, er 20, herunder Mali, meget direkte berørt af ørkendannelsen.

Globaliseringen har magten til at forstørre eller formindske miljøforandringerne; i øjeblikket synes de eneste følger at være stigende marginalisering af de fattigste lande og deres befolkninger og svækkelse af deres statsapparater.

Staterne har store vanskeligheder med at spille deres regulerende rolle og deres rolle som garant og bindeled mellem de enkelte lande og resten af verden.

I dette perspektiv er det indlysende, at sårbarheden(38) blandt disse befolkninger og lande vil vokse, hvilket forpligter til, at man tager initiativer i forhold til de indviklede problemstillinger.

Ørkendannelse: en nøglefaktor, der skal tages højde for

Man vurderer, at 3,6 milliarder hektar jord i verden er i risiko for at blive forringet som følge af dårlig drift af jord, vand og planteressourcer, som følge af overgræsning og et overforbrug af brændsel og som følge af uhensigtsmæssige landbrugsmetoder, der medfører erosion, øget saltindhold i jorden og ødelæggelse af jordens frugtbarhed. Det yderste stade af forringelsen er uoprettelige tab af modstandskraft samt ørkendannelse.

Mere end halvanden milliard mennesker lever i tørre eller halvtørre regioner med for lav fugtighedsgrad(39) - fordelt over mere end 100 lande. Med undtagelse af lande, der råder over mine- og olierigdomme (Mellemøsten) eller har industrielle aktiviteter og serviceaktiviteter (f. eks. Kina og Indien), lever mange af disse lande grundlæggende af deres naturressourcer og altså af landbrugs-, kvægavls- og skovbrugsaktiviteter.

Væksten i befolkningen og de vedvarende tørkeperioder sammenholdt med andre lokale og verdensomspændende faktorer medfører og viderefører uegnede opdyrkningsmetoder, forøger presset på ressourcerne og svækker således levevilkårene, det lokale miljø og følgelig det globale miljø.

De sociale og økonomiske konsekvenser af denne udvikling er alvorlige: Forringelse af jordens produktivitet, tab af indtægter, voksende ustabilitet i samfundene, afvandring mod byerne eller mod andre lande. Faktisk er ørkendannelsen og forringelse af jorden, der er dens mest almindelige udtryk, en af århundredets største udfordringer, fordi udviklingen påvirker den fælles arv for bestandigt. Der er tale om en global udfordring, som kommer til udtryk på alle breddegrader, og som alle bør føle sig berørt af.

Aktører fra civilsamfundet i forreste linje for den lokale modstand

Det er på denne baggrund, at CARI(40), efter anmodning fra foreningen Choix de vie (= Valg af liv) i Tinzaouaten i det nordlige Mali, i 1999 sagde ja til at støtte foreningens bestræbelser på at skabe et oasesystem tæt ved flodsengen midt i de bjerge, der benævnes Adrar des Iforas - i Malis 8. region, Kidal-regionen.

I kraft af mere end ti års forpligtet arbejde er kampen mod ørkendannelsen for CARI ensbetydende med at bidrage til befolkningernes velstand, til styrkelsen af deres økonomi, til tilpasningen af deres sociale strukturer, så de formidler stabilitet, fred og sikkerhed, samtidig med at man beskytter og medvirker til at forbedre miljøet i området.

Men derfor er det nødvendigt at gøre de aktiviteter, der allerede er sat i værk, stærkere ved at give dem mere styrke og sammenhæng - og også ved at sikre mere harmoni mellem det offentliges indsats og foreningslivets / civilsamfundets aktiviteter.

I Tinzaouaten omfatter CARI's støtte ikke kun plantning af frugttræer, beskyttelse af haverne mod oversvømmelse fra flodsengen, bygning af stensætninger eller små dæmninger.

Samarbejdet har på den ene side bredt sig til deltagelse i oprettelsen af et ledelsessystem og organisering af befolkningerne for at gøre de igangsatte aktiviteter varige og på den anden side i oprettelsen af en udvekslingsordning mellem en skole i Frankrig og børnene i Tinzaouaten. Denne udveksling har mundet ud i udarbejdelsen af en almanak med titlen "Vivre en terre aride"(41) ("At leve på tør jord"), hvis nye 2006-2007-udgave netop er udkommet.

og involveret i den internationale dialog

Som drivende kraft bag GTD (Groupe de travail désertification (Arbejdsgruppen Ørkendannelse)) sætter CARI ind via fortalervirksomhed og styrkelse af færdigheder ved at deltage i internationale forhandlinger og ved at organisere undervisnings- og informationsdage om kampen mod ørkendannelse. Manualen "Désertification et société civile" ("Ørkendannelse og civilsamfund"), der er offentlig tilgængelig, sammenfatter informationer om de forskellige problemstillinger, aktører og institutionelle rammer i kampen mod ørkendannelse.

CARI
www.cariassociation.org

*******************



En slags konklusion

Efter i 30 år at have besøgt eller fulgt forskellige udviklingsprojekter (eller projekter, der hurtigt slog fejl) inden for nomadesektoren, er jeg forbavset over projekternes mange enestående aspekter, der kan sammenfattes ved forskellige faktorer:

- Kulturen blandt menneskene i Adrar: alvoren, æresbegrebet, tilpasningen til de barske, for ikke at sige fjendtlige vilkår, som Sahara byder på.

- Dynamisk konsensus(42), der bliver ført ud i livet af gruppen Irägänatän(43), der påtager sig en ledende og drivende rolle i Tessalit ved at behandle deres rivaler Iforas(44) fra Kidal hensynsfuldt og ved at vide, hvordan de skal integrere grupperinger fra andre folkeslag, som kan fungere som ansvarlige i overensstemmelse med deres evner og deres væremåde.

- Ledernes begavelse og samlede handlekraft, der viser sig i og ved det fælles arbejde.

- Resultaterne af oprøret, der bliver styret med fornuft, nemlig ved bevidstheden om en lokal magt, som styrkes ved gradvis indførelse af decentralisering.(45)

- Tillid til det kraftcenter, som den tætte forbindelse mellem de to foreninger (Assador og Assaghsal) udgør, som har formået at modstå angreb fra opsplittende kræfter, og som kommer til udtryk ved forsigtigheden over for at optage nye medlemmer.

- Fastholdelsen af den nomadiske pastoralismes(46) værdier, oasestrategien, som ikke sigter efter det fastboende liv, men efter, at en del af familiegruppen er tilknyttet et sted, der er gunstigt som udgangspunkt for indtægtsgivende aktiviteter og sikkerhed i tilværelsen.

Disse faktorer giver grund til optimisme i forhold til det arbejde, der har været i gang i to årtier i Tessalit.

Derudover mener vi, at igangsættelsen af oaseøkonomi vil kunne udvides ud over de tre foreninger, der i øjeblikket er involveret, og at strategien for oaseudvikling ville kunne danne skole i mange andre områder af Sahara med inspiration fra fortidens erfaringer (spredt i Sahara i to årtusinder) og ved at forsøge at forene kræfter og fælles erfaringer.

FN har foreslået, at 2006 skal være året for ørkener og ørkendannelse. Lad os stole på FN i forhold til at værne om og belyse civilisationernes storhed, spredt af menneskeheden over ørkenerne på de fem kontinenter.

Og lad os, på vores beskedne niveau, sikre medlemmerne af de tre partnerforeninger(47) støtte fra deres belgiske og europæiske venner for at forebygge ulykker, imødese fremtiden med fortrøstning og opbygge modige og kloge projekter.

Den gamle oasemodel og nyskabende teknikker for agroøkologi kan styres af veldrevne samfund!

*******************

Noter:
1: Terre betyder jord - i bred betydning.
2: Autre Terre = den anden jord / den anden verden. Autre Terre bruges kun om den del af Terre's virke, der foregår i udviklingslandene, ikke om det omfattende arbejde i Belgien med bl.a. arbejdspladser for socialt udsatte.
3: udsendt medarbejder for Terre i Tessalit, Mali, i årene 1981-83.
4: bjerglandskab i det nordøstlige Mali.
5: Kidal er hovedstaden i Malis ottende region. Kidal-regionen var tidligere en del af Gao-regionen, og opdelingen var en del af fredsaftalen mellem de maliske myndigheder og repræsentanter for tuareg-befolkningens organisationer, efter at der havde været borgerkrig i det nordlige Mali i årene 1990 til 1996.
6: To skridt er en lille underdrivelse. Der er ca. 60 km fra gipsbruddet til den algeriske grænse og 90 km fra gipsbruddet til Tessalit.
7: altså udsendte medarbejdere.
8: lige som i det nordlige Niger.
9: underforstået: Man vidste, hvordan man ikke skulle gøre.
10: naturtype.
11: Teksten fortæller ikke hvilken NGO.
12: 1.725 kr.
13: Fra gammel tid er tuaregerne inddelt i kaster, dvs. adelige, religiøse, vasaller, håndværkere og slaver. Einadan er det tuaregiske ord for håndværker, idet den korrekte stavemåde er inädän.
14: Sonray er det dominerende folkeslag omkring Niger-floden i det nordlige Mali og i området sydvest for Niger-floden i Niger. Sonray-sproget er nært beslægtet med djerma, som er hovedsproget i Nigers hovedstad Niamey og i området nordøst for Niger-floden i Niger.
15: Doumpalmer vokser over store dele af Sahel-bæltet, hvor regnmængden gør det muligt. Palmefibrene anvendes til fletning, bl.a. af de kurve, bordskånere m.v., som fremstilles af Kooperativet i Amataltal, Niger.
16: Der må være tale om øer i Niger-floden; men det præciseres ikke.
17: græsart.
18: Biodynamik er en helhedsorienteret tilgang til landbrug. Et af principperne er at sige, at det er ved at integrere dyr til opdræt og kulturplanter i et varieret landskab, at man skaber grundlaget for en varig frugtbarhed.
19: Spirulina er en spiselig blågrønalge med højt indhold af æggehvider og aminosyrer - spirulina anvendes som kosttilskud.
20: Det, at nomader har et område, hvor de føler sig knyttet til, og hvor de færdes så meget, som det er muligt, gælder f. eks. også i Amataltal-zonen, hvor Genvej til Udviklings hovedsamarbejdspartner arbejder.
21: Kel Adagh betyder: folkene i/fra Adagh. Adagh er den lokale udtale for Adghagh (Adrar), kortform for Adghagh en-Foghas = Ifoghas-stammens Bjergegn med hovedbyen Kidal, jf. side 16.
22: opdelt i klart afgrænsede lag.
23: samfundslag, kaster, jf. note 13.
24: f. eks. et bryllup.
25: Kel Tamashaq betyder: De som taler tamashaq (= tuaregisk). Langt de fleste tuareger er muslimer; men de har alle et så afslappet forhold til mange af islams forskrifter, at f. eks. saudiaraberne betragter dem som hedninger.
26: skrivning af tuaregernes gamle alfabet, tifinagh.
27: vasaller, dvs. underordnet de adelige, men frie til at drage bort.
28: Der findes endnu slaveri i Niger, selv om det er forbudt; men det kan ikke sammenlignes med tidligere tider, og de fleste tidligere slavers forhold svarer til vasallernes, jf. note 27. Der meldes ikke om nævneværdig forekomst af slaveri i Mali.
29: græsgange.
30: flade steppe- og ørkenområder i Mali og Algeriet (Tanezrouft - tuaregisk Tanäzroft). Tanäzroft er også et fællesnavn for ethvert vidtstrakt og fladt ørkenområde uden vand og græsgange.
31: Sang fra Hoggar, som er et bjerglandskab i Sahara-ørkenen i det sydlige Algeriet.
32: jf. nærmere omtale i artiklen Bidrag til indførelse af en oase-økonomi i det nordøstlige Mali af Christian Legay .
33: På fransk står "conseils de cercle" - i og med at Mali administrativt er delt i kommuner, kredse (cercles) og regioner.
34: Edisud må være navnet på et forlag, og Caravane de la Soif (= Tørstens Karavane) formodes at være en bog. Aix-en-Provence er en by i Sydfrankrig.
35: Tinzaouaten har ca. 4.000 indbyggere og ligger nær grænsen til Algeriet. Landsbyen ligger ca. 300 km østsydøst for Tessalit, ca. 300 km nordøst for regionshovedstaden Kidal og ca. 600 km sydvest for den sydalgeriske by Tamanrasset. Kun godt en tredjedel af de 4.000 nomadiserer lejlighedsvis - resten skaffer udkomme af vandet fra landsbyens flodseng.
36: Når der står "vores partnere", må det betyde, at disse indledende linier er skrevet af Autre Terre, mens resten af artiklen skyldes foreningen CARI.
37: naturtyper.
38: En befolknings sårbarhed afhænger af, i hvilken grad den er udsat for risiko, i hvilken grad den er følsom over for de potentielle problemer og af befolkningens evne til at imødegå og foregribe problemerne.
39: Denne klassifikation dækker lige fra zoner, hvor der måles under 100 mm årlig regn til zoner med over 800 mm årlig regn, men hvor denne regn falder stærkt sæsonbestemt, og hvor det generelt opleves, at området er tørt.
40: Centre d'Actions et de Réalisations Internationales (CARI) (= Center for internationale aktiviteter og initiativer), der blev dannet i 1998, er en non-profit forening med base i Frankrig (i departementet Hérault).
CARI, der primært er involveret i landområder, anvender økologiske landbrugsmetoder. Foreningen sigter på samme tid mod fødevaresikkerhed, kampen mod ørkendannelse, værdiforøgelse af lokale ressourcer, beskyttelse af naturressourcer, lokale fødevareressourcer og styrkelse af lokale initiativer i retning mod mere selvstændighed.
CARI, som er anerkendt i henhold til FN's konvention for kamp mod ørkendannelse, er en drivkraft i Arbejdsgruppen Ørkendannelse (= Groupe de travail désertification, GTD), en platform dannet i 2001, der forener franske aktører (offentlige, private, civilsamfundet), som er mobiliseret i kampen mod ørkendannelse.
41: Man kan rekvirere almanakken ved at kontakte CARI på mail cariassociation@yahoo.fr. Besøg vores hjemmeside www.cariassociation.org for flere informationer om vores aktiviteter.
42: Consensus dynamique på fransk. Meningen må være, at man aktivt søger at forbedre levevilkårene, samtidig med at man opretholder fredelige forhold til hinanden.
43: En stamme, som er en blanding af tuareger og arabere. Se note 44!
44: Adelige tuareger, som oprindelig stammer fra grænseområdet mellem Algeriet og Libyen, og som vises respekt af de øvrige tuaregiske grupper. Den gamle rangordning mellem de forskellige tuaregiske grupper og internt i grupperne er efterhånden ved at miste sin betydning.
45: Bl.a. blev Gao-regionen delt op i regionerne Gao og Kidal i fredsprocesserne, som efterfulgte tuaregernes oprør fra 1990 til 1996.
46: Pastoralisme = kvægavl, dannet af samme ord som pastor = hyrde.
47: Den tredje, altså ud over Assaghsal og Assador, må være Zankaï Aljana i Tacharane nær Gao, jf. artiklen på side 13 i Projekt & Kultur nr. 89.

----------------

Man kan læse mere om Mali på www.malinyt.dk, som bestyres af Venskabsforeningen Danmark - Mali.
Luk vinduet