Udskriv siden

Om at møde udvikling i praksis

- af Katrine Krogh Balslev, suppleant til Genvej til Udviklings bestyrelse
- fodnoter v/ Jørgen Olsen.

Til daglig arbejder jeg på et internationalt kontor på en dansk uddannelsesinstitution. Her bruger jeg størstedelen af min tid på administration og bureaukrati, og desværre knap så megen tid på egentligt internationalt samarbejde. Det kan godt give et noget teoretisk syn på, hvordan verden ser ud og hvorfor.

Så da jeg meldte mig ind i GtU for halvandet år siden, var det både for at være med til at gøre en forskel og med håbet om at prøve kræfter med "rigtigt" internationalt arbejde. Derfor var det en stor chance at komme med til Niger i august for at være med til at evaluere et projekt og forberede et andet.

Turen var fantastisk og lærerig, og Jens Elgaard Madsen beskriver i sin artikel(1) den energi og skønhed, der kan være i udviklingsarbejde. Men udviklingsarbejde er svært, og her vil jeg præsentere nogle af de dilemmaer, jeg oplevede i mit første møde med udvikling i praksis.

Hvad er udvikling?

Niger er blandt de fattigste lande i verden, og Niger har brug for udvikling. Det er der stor enighed om, både i og uden for Niger. Udvikling er i det hele taget på dagsordenen, og udviklingsbistand og udviklingssamarbejde er blandt nøgleordene, når man taler om at bekæmpe alt fra fattigdom og uretfærdighed til sygdom og analfabetisme.

I Niger - og i mange andre udviklingslande - er der ligefrem et udviklingsministerium. Men hvad er det for en udvikling, man taler om og er vi i det hele taget enige om, hvad ordet betyder?

Under den del af rejsen, der handlede om et kommende turismeprojekt, talte vi meget om, hvilken form for udvikling, projektet skal fremme. Selvfølgelig skal et turismeprojekt i GtU handle om at skabe flere muligheder for at lokalbefolkningen tjener penge f.eks. ved at sælge lokale produkter eller arbejde for turismen.

Men for vores nigerske samarbejdspartner Maitouraré drejer det sig ikke alene om den materielle udvikling.

For de mennesker, der har haft besøg af Isabelles og Maitourarés turister(2), drejer det sig i lige så høj grad om at blive set og hørt. Om at møde mennesker, der interesserer sig for dem og har lyst til at tale med dem. Om at vise alt det smukke, de er så stolte af og med god grund: Naturen, deres smukke dyr, deres traditioner og kultur. Men også om at møde verden udenfor, kunne stille spørgsmål og få svar på alt det, der forundrer dem, ved vores måder at leve på. Det er også den slags udvikling, de higer efter - at indgå i verden på lige fod.

Udviklingsindustrien - godt eller skidt

En af de ting, der slog mig i Niger, var "udviklingsindustriens" massive tilstedeværelse (for ikke at bruge ordet 'godhedsindustrien', et begreb, der jo er temmelig belastet i Danmark).

Når vi kører rundt på de danske veje, er vi efterhånden så vant til, at se reklameskilte langs vejene for forretninger og virksomheder, at vi dårligt lægger mærke til dem. Jo flere skilte, jo mere handel og produktion = jo mere udvikling. I Niger var det anderledes. Bortset fra omkring hovedstaden Niamey, så jeg ikke mange forretnings- eller virksomhedsskilte på vejene.

I stedet dominerer projekt- og NGO-skilte. Store skilte, der proklamerer, at i denne by arbejder denne eller hin NGO eller dette eller hint ministerielle projekt for at bekæmpe HIV/AIDS, få flere piger i skole, sikre drikkevandsforsyningen, øge beskæftigelsen, standse ørkenspredningen osv. Projekt Sameksistens i Kaoumaram har også sit skilt.

Gad vide hvad, det betyder for et land og en befolkning, at forandringer og økonomi i den grad er hængt op på bistand og tidsbegrænsede projekter? Måske skaber det faktisk udvikling. Måske hæmmer det i virkeligheden den udvikling, man vil fremme. Eller måske giver det en helt anden type samfund, når størstedelen af entreprenørånden og de menneskelige ressourcer bliver forankret i organisationer i stedet for i virksomheder. Det vil tiden vise.

Hvad er vigtigst? Proces eller produkt?

Projekt Sameksistens i Kaoumaram er en succes. Det var tydeligt, uanset hvor vi kom hen, og uanset hvem vi talte med. Det var selvfølgelig en succes, at der var blevet bygget en brønd i et område, hvor der var brug for den. Men det var også den måde, projektet var blevet gennemført på.

Særligt to punkter gik igen. Dels, at alle havde lært noget: Wodaabeerne, der fik brønden, har lært en masse om rettigheder og om, hvordan de offentlige systemer virker. De offentlige myndigheder har - efter både eget og andres udsagn - lært at omsætte juridisk teori til praksis.

Og GtU's samarbejdspartner Initiatives & Actions (I&A) har lært en del om projektstyring, ikke-voldelig kommunikation og forhandling. Dels, at gamle konflikter, der i årtier havde forhindret etablering af en brønd og al anden kommunikation mellem befolkningsgrupper, der lever lige op og ned af hinanden, var kommet frem i lyset. Dette havde muliggjort, at man kunne sætte sig ud over konflikterne og nå frem til en løsning.

Hele processen havde altså været et udviklingsprojekt i sig selv, og flere gange spurgte jeg mig selv, hvad der egentlig har bidraget mest til udvikling her: lærings- og konfliktløsningsprocesserne eller produktet i form af brønden.

Isabelle Grignon har boet og arbejdet i Niger i 2 år (2001-2003) og besøgt landet jævnligt siden. Hun har en stor bekendtskabskreds, og uanset hvor vi kom hen, var der altid liiige nogen vi skulle hilse på. Et af de mange interessante mennesker var Alhassane Younfa, der studerer i Nigeria men kom til Niger for at møde Isabelle. I en snak om alle de mange projekter og NGO'er kom han med en bemærkning, der har spøgt i mig lige siden: "Nogle gange skygger de store projekter over de små realiteter."

Skal et projekt virkelig lykkes og have en varig positiv effekt, er man nødt til at have øje for de små nuancer i den virkelighed, projektets aktiviteter skal indgå i. Store projekter er effektive - og nødvendige - men hvis man f.eks. skal bygge 100 brønde, er det nemt at overse de små forskelle mellem de steder, hvor brøndene skal bygges, og dermed opdage forhindringer for, at brøndene kan fungere optimalt. Så for at nå produktet er man nødt til at prioritere processen.

Når (arbejds)kulturer mødes

At arbejde internationalt er at arbejde tværkulturelt. I Niger handler det ikke kun om "dem" og "os". Flere etniske grupper med hver deres traditioner og kulturer lever side om side og skal dele de samme ressourcer. Ofte lever de nærmest parallelle liv, men i I&A er der medlemmer og medarbejdere fra både fulbé-og mangafolket(3). Begge folkeslag er gæstfrie og imødekommende, men hvor mangaerne efter sigende er nogenlunde direkte i deres måde at tale om tingene på, byder fulbeernes moralkodeks pulaaku(4) dem ikke at sige folk imod og ikke at sige deres mening direkte. Det giver anledning til en del misforståelser og frustrationer (også blandt nigererne indbyrdes), når man ikke altid kan få et svar eller være sikker på, at svaret holder, eller det endda er tilladt at give falske løfter.

Hertil kommer, at der ud over de lokale kulturer nærmest er udviklet en særlig NGO-kultur, der har mange fællestræk med vores, men også mange forskelle.

Blandt fællestrækkene er den formelle struktur, den overordnede vision om at gøre en forskel, og folks forskellige motiver til at indgå i NGO'ens arbejde (lige fra visionen om at forbedre vilkårene til håbet om at forbedre CV og jobmuligheder).

Evalueringsmøde
(foto: Katrine Krogh Balslev)

Ved første øjekast ligner f.eks. I&A altså en forening, der ligner foreninger hos os. Men andre traditioner for relationer mellem folk og specielt for ledelse gør, at f.eks. forholdet mellem bestyrelse, daglig ledelse og generalforsamling ikke nødvendigvis følger organisationsdiagrammet, som vi kender det.

Spørgsmålet er så, hvor langt vi kan gå i vores krav til deres organisationsopbygning, når vi i Danmark og i GtU på den ene side taler om ligeværdige partnerskaber og på den anden side lægger stor vægt på kapacitetsopbygning hos samarbejdspartnere.

Der er altså nok at holde øje med, når samarbejdet skal glide. Og indrømmet - selv om jeg går meget ind for tolerance og respekt over for andres kulturer, så kan det være svært at acceptere, når forhold som planlægning, ansvar og økonomi bliver styret af andre og for mig uigennemskuelige logikker, end "den gode vestlige rationalitet".

Uanset hvor rigtige disse andre logikker kan være i deres egen sammenhæng. Så bliver min tolerance pludselig et dilemma i sig selv.

Genveje til udvikling?

Dilemmaer er der altså nok af - når man sådan møder udviklingsarbejdet i praksis, langt væk fra universitetsforelæsninger, bøger og politikere.

Heldigvis er dilemmaerne efter min mening bare med til at understrege vigtigheden af at blive ved med at arbejde med udvikling, selv om resultaterne lader vente på sig.

For det er muligt at skabe forandringer! Nogle gange går genvejen til udvikling bare ad andre stier, end dem, der er lettest at få øje på.

*********************

Noter:
  1. Sameksistens omkring en brønd, også i Projekt & Kultur nr. 96.
  2. Klik ind på www.goondal.com/dk for uddybning!
  3. Manga er betegnelsen for de mennesker af kanurifolket, der bor i det sydøstlige Niger.
  4. Læs artiklen om Lamine: "Fulbé og demokrat" i Projekt & Kultur nr. 95!

*********************

Kort om rejsen:

Den 3. august 2008 rejste 3 medlemmer af GtU til Niger. De tre var Isabelle Grignon, Jens Elgaard Madsen og Katrine Krogh Balslev.

Rejsen havde to formål:

Den første halvdel af rejsen markerede afslutningen af projektet Sameksistens i Kaoumaram. Sammen med den lokale samarbejdspartner Initiatives & Actions (I&A) gennemførte de tre nævnte en intern evaluering.

Det primære fokus i den interne evaluering var organiseringen af projektet og samarbejdet mellem partnerne. Det meste af evalueringen fandt sted i I&A's lokaler i byen Maïné Soroa i det østlige Niger, men der blev heldigvis også tid til at se den brønd, der var blevet bygget af projektet, og møde de wodaabeer, der havde fået brønden.

Den anden halvdel af rejsen, som kun Isabelle og Katrine deltog i, havde til formål at få de sidste spørgsmål på plads, inden en ny projektansøgning forhåbentlig kan sendes til Minipuljen.

Formålet med dette projekt er at styrke den dialogturisme, Isabelle Grignon og hendes nigerske samarbejdspartner, Maitouraré Boukari Bako, har arbejdet med at udvikle de sidste 5 år.

Aktiviteterne i denne del af rejsen omfattede aktiviteter i Maïné Soroa (møder med nøglepersoner fra I&A, en landsby og kommunale myndigheder) og i hovedstaden Niamey, bl.a. Ministeriet for Udvikling og Ministeriet for Turisme.

Undervejs blev der også tid til at drøfte mulighederne for en fase to af Sameksistens i Kaoumaram, som måske bør kombineres med dialogturismeprojektet.


Luk vinduet