Plante smil og plante palmer

- Jørgen Olsen, koordinator i Genvej til Udvikling, fortæller om en arbejdslejr i Benin, Vestafrika, arrangeret af Emmaüs Bénin, Emmaus Afrika og Emmaus International.

Ananas

Nysgerrighed, træthed, lettelse og lidt over 30 graders varme. Blandede indtryk og blandede følelser mandag formiddag den 6. december på ananasmarken i Emmaüs Pahou, den ene af de fire Emmaus-organisationer i Benin.

Spændte forventninger til resten af ugen blandede sig med søvnunderskuddet, der skyldtes, at klokken var blevet ca. 2, inden vi var steget af flyet, var kommet igennem pas- og vaccinationskontrollen, havde fået bagagen med og var blevet kørt til Emmaüs Pahou, som ligger 7 km nord for landsbyen Pahou mellem den største by Cotonou og Ouidah, hvor man i sin tid fandt verdenshistoriens største slaveudskibningshavn.

Kl. 6.00 blev vi vækket. Mellem en række opgaver, der bl.a. omfattede pasning af husdyr, samle æg, hugge brænde, luge i gartneriet, udføre køkkentjans og kalke de ganske nyopførte lokaler (gruppen boede tidligere i den nærliggende landsby Hévié) valgte jeg at være med til at plante ananaspalmer.

Jeg lagde friskt ud med at gribe en hakke og luge jord op, så de små ananasskud kunne blive plantet; men det krævede mange kræfter, så det var jeg vist kun med til i tre kvarter - resten af arbejdstiden de to dage i Pahou gik med at pille de nederste blade af på hundredvis af små ananasskud, så de var klar til plantning.

Tirsdag eftermiddag den 7. blev halvdelen af lejrdeltagerne kørt fra Pahou til Tohoué lidt syd for hovedstaden, landets næststørste by Porto Novo, hvor den anden af de to store Emmaus-grupper i landet er beliggende. Og den anden halvdel blev kørt den anden vej.

To ganske nye Emmaus-grupper i Benin var repræsenteret i arbejdslejren, AFA (Association des Femmes Amies = Venskab mellem Kvinder) med hjemsted i Calavi en halv snes km nord for Cotonou og METOKAN med hjemsted i Bohicon 110 km mod nordvest nær den gamle hovedstad Abomey.

I alt var der ca. 60 lejrdeltagere fra 22 lande: Benin, Burkina Faso, Mali, Niger, Togo, Cameroun, Senegal, Angola, Sydafrika, DR Congo, Burundi, Tunesien ; Indien ; Peru, Bolivia, Brasilien, Argentina, Uruguay; Schweiz, Italien, Frankrig og Danmark.

Jeg var eneste ikke-latiner fra Europa - "vores" kulturkreds ville nok blive stærkere repræsenteret på tilsvarende arrangementer i og om Latinamerika, Asien eller Østeuropa; men det handler om, hvor de enkelte Emmaus-grupper har valgt at finde samarbejdspartnere.

De fleste af de nævnte lande var kun repræsenteret ved én person; men der deltog ca. 15 franskmænd m/k, 4 italienere, 2 schweizere, 2 togolesere, 7 burkinere + et antal beninere, som varierede fra den ene situation til den anden.

Palmeolie

Selve det at komme til Benin var en gammel drøm, der gik i opfyldelse; men det var en særlig lettelse at ankomme til Emmaüs Tohoué, som var Genvej til Udviklings vigtigste samarbejdspartner i årene 1991 - 1995. Vi sendte i perioden 221.048 kr. til Emmaüs Tohoué, et beløb, som omfatter en værdiansættelse til 32.000 kr. af 118 haveredskaber.

Jeg fik oplyst, at langt de fleste af redskaberne fortsat er i funktion her 11 år efter; men inden jeg nåede at se dem, skulle vi en tur rigtig langt ud på landet - et stykke fra byen Pobé ca. 100 km nord for Porto Novo.

Her plantede vi palmeoliepalmer på en jordlod, grænsende op til Nigeria, og som Emmaüs Tohoué havde lejet af en høvding af yoruba-folket, som er meget talrigt i det sydvestlige Nigeria, og som også findes i Benin. Høvdingen hilste på os og udtrykte håb om, at palmerne kunne blive til en levevej for de fattige mennesker i området. Han talte ikke fransk, som er det officielle sprog i Bénin, men engelsk, som er den tidligere kolonimagts sprog i Nigeria, hvor han var vokset op. Emmaüs Bénin havde dog i forvejen hyret en tolk til at oversætte for den indiske deltager, der ikke kunne fransk.

Palmeolie bruges som spiseolie samt til sæbe, medicin og kosmetik og har i lange perioder været en betydelig eksportvare for Benin.

Engagementet i Pobé var beviset for, at Emmaüs Bénin ikke nøjes med at arbejde i den sydlige tætbefolkede del af landet, men også i de yderdistrikter, hvor fattigdommen er størst - i trofasthed mod Emmaus-idealet om samarbejde med de dårligst stillede.

Det af sproglige årsager ikke helt enkle samarbejde med yoruba-høvdingen viser desuden, at det er alvorligt ment, når Emmaüs Benin siger, at mennesker fra alle folkeslag og trossamfund er velkomne.

Jeg fik at vide, at der i alt er 42 folkeslag og 132 anerkendte trossamfund i landet. Der har i landets historie siden selvstændigheden fra Frankrig ikke været en eneste borgerkrig eller krig med nabolandene, og tonen virker generelt positiv mellem de meget forskellige mennesker, der bor i Benin - mere positiv end det gælder for samværet i Danmark mellem folkeslagene og mellem vores forskellige trossamfund.

Beninerne har på ingen måde ikke noget overfladisk forhold til religion - selv om nogle teologer nok vil finde det underligt, at man - som det er typisk for afrikanere - blander kristendom eller islam med gamle animistiske forestillinger om solen som gud og alt i naturen som besjælet. Derudover sætter forestillinger om alverdens trolddom et betydeligt præg på folks tanker og følelser.

Ca. halvdelen af befolkningen er kun animister - det man i gamle dage i Danmark med et nedsættende udtryk kaldte ”tilhængere af primitive religioner”. Den enkelte tager sin religion alvorligt og accepterer, at andre dyrker andre religioner lige så seriøst.

Måske på grund af afstanden til havet var det varmere i Pobé-området end de andre steder, vi var, så plantningen af palmeoliepalmerne forløb ikke så effektivt som plantningen af ananaspalmerne. Men stemningen mellem lejrdeltagerne var - på trods af sprogbarrieren i forhold til latinamerikanerne - særdeles munter, også da vi skulle gå de sidste 5-6 km til og fra palmeoliemarken - vejen var for dårlig, til at bussen kunne komme med derud.
Vi fik ikke alene et særdeles grundigt indblik i arbejdsvilkårene for de beninske grupper - vi blev også klogere på, hvordan man arbejder i mange andre af de lande, hvor Emmaus er til stede.

For alle ikke-afrikanske deltagere gjaldt det, at vi prøvede noget, vi ikke havde prøvet før. Jeg var langt fra den eneste, som i det daglige arbejder mest med stillesiddende arbejde (selv i Emmaus skal der oplyses og administreres) og for hvem det var befriende at tage fat rent kropsligt.

Det var dejligt at møde den brede skare Emmaus-aktive fra store dele af verden, uden at store dele af tiden gik med ideologiske armbevægelser og en træls tværen rundt i paragraffer.

Samværet omkring den fysiske indsats vekslede med aftenhyggen med almindelig snak over en sodavand eller en alkoholfri øl og med underholdning i form af ikke mindre end fire optrædener i løbet af ugen med små teaterforestillinger og langvarige alsidige danseoptrin.

De formelle dagsordenpunkter begrænsede sig til besøg i både Pahou og Tohoué af de folkevalgte borgmestre og Pahous landsbyleder samt korte taler af topfolk i Emmaus ved den formelle indvielse af lokalerne i Pahou.

Desuden var der om fredagen foredrag om Emmaus-Bevægelsens historie og gruppearbejde om vand, aids, menneskehandel, ikkevoldelige konfliktløsninger samt problemstillingen om bomuld i verdensøkonomien, som berører mange af landene, herunder de stærkest repræsenterede afrikanske. Bomuld er den langt vigtigste eksportvare for både Benin og Burkina Faso.

Maniok

Om torsdagen blev vi i Tohoué. Vi blev - som i Pahou - fordelt på en håndfuld forskellige fysiske arbejdsopgaver, og den, der skriver disse linier, var med til at høste, transportere, skrælle, vaske og knuse rodfrugten maniok, som er et vigtigt næringsmiddel i Benin og nabolande.

Ligeledes om torsdagen fik vi en rundvisning i Emmaüs Tohoué og dermed en grundig orientering om det alsidige arbejde i Emmaüs Bénin. I sin oprindelse er Emmaus en organisation, hvor fattige hjælper fattige, i hvert fald i Emmaus-samfundene (hvor de bærende kræfter bor sammen) knapt så udpræget i "venne-organisationerne", sådan nogen som Genvej til Udvikling.

At fattige hjælper fattige, gælder også i de beninske samfund. Der bor i hver af de to ældste organisationer, Pahou og Tohoué, mellem 20 og 30 overvejende unge mennesker, som for manges vedkommende har været ude i vanskeligheder, typisk fordi de søgte fra landet ind til byen og i første omgang mislykkedes med at finde anstændige leveveje.

Hvis man stifter familie, skal man normalt flytte for sig selv, men mange fortsætter med at være ansat i organisationerne.

Arbejdet er spredt på et mylder af aktiviteter: gartneri/landbrug, pasning af køer, geder, grise, fjerkræ m.v., fiskeri, loppemarkeder (især i lokaler i Cotonou og Porto Novo), undervisning, kontakter på land og i by.

I Tohoué er der desuden sortering, samt salg og anvendelse (bl.a. bruges kompost som gødning til grøntsager) af husholdningsaffald hentet i Porto Novo, og der renses urin og gødning fra dyr og mennesker ved hjælp af vandhyacinter.
En grundig analyse ville kræve flere måneders studier; men helt overordnet får man indtryk af en sund og varieret kombination af indkomstskabende aktiviteter samt dygtiggørelse og organisatorisk opbygning både i grupperne selv og hos de mange udadvendte kontakter, ikke mindst kvindegrupper i de to store byer.

Der er næppe tvivl om, at det velfungerende arrangement i ugen fra den 6. til den 12. december med den alsidige internationale sammensætning har givet en kraftig moralsk støtte til det videre arbejde.

I Benin har demokrati og menneskerettighederne det ganske glimrende. Økonomien er i vækst.

Men der ligger et kæmpemæssigt problem i at få fordelt væksten; andelen af fattige kniber det med at få reduceret.

Det er også et problem, at folk vandrer fra land til by - der er behov for, at det kan gå den anden vej.

Ved at placere gruppernes hovedaktiviteter i landdistrikter og ved at engagere sig i palmeoliedyrkningen på den afsides mark ved Pobé giver Emmaüs Bénin er lille, men reelt bidrag til, at der kan skabes flere levemuligheder på landet.

Loppemarkeder

Lørdag blev vi kørt ind til Emmaüs Tohoués loppemarked i Porto Novo. Loppemarkedet lignede europæiske loppemarkeder - af gode grunde, idet varerne sendes i containere fra europæiske Emmaus-grupper.

Emmaüs Pahou driver på tilsvarende vis et loppemarked i Cotonou.

Meget af det, som sælges til ganske små beløb, bliver solgt videre af kvinder, som herved skaber en indtægt og opbygger store kontaktflader i deres lokalområder.

Man kan godt drøfte det vanvittige i, at brugt tøj fra Europa sendes til bomuldsproducerende lande som Benin og Burkina Faso; men 98 pct. af den høstede bomuld forlader landene uforarbejdet.

Og vi lader vel ikke fattige mennesker gå nøgne rundt i 50 år, mens vi venter på verdensøkonomien?

Eller er det alligevel betænkeligt? Hvad sker der på kort og langt sigt med menneskers opfattelse af egen kultur, når de benytter sig af tøj og andre brugte sager fra Europa?

Skal vi europæere bore i problemstillingen over for de beninske, burkinske og andre afrikanske Emmaus-grupper?

De plejer at svare, at den beskedne mængde af lokalt produceret tøj både er for dyrt og for dårligt.

Samtidig beder de afrikanske grupper om, at vi i den nordlige verden lægger maksimalt pres på vore politikere for at få nedsat og helst afskaffet den offentlige støtte (især fra statsmagten i USA og fra EU) til de rige landes bomuldsproducenter.
Hvis disse støtteordninger kunne komme væk, ville verdensmarkedspriserne stige, og så kunne det på længere sigt blive muligt for afrikanerne at fremstille deres eget tøj - mere, billigere og af højere kvalitet.

Sand og vand

Fredag eftermiddag var der fodboldkamp i Tohoué mellem et hold fra landsbyen og et hold sammensat af medlemmer af Emmaüs Tohoué og især af arbejdslejrens udenlandske deltagere.

Banen bestod mest af sand med en smule græs de steder, hvor man færdes mindst i løbet af en kamp.

Vi gæster (med undertegnede som holdets ældste) vandt efter en jævnbyrdig kamp på to gange 25 min. + straffesparkskonkurrence.

Lørdag aften var der i Cotonou samling af de to grupper af gæster og lokale, der havde arbejdet hver for sig i løbet af ugen - med en forholdsvis kortfattet debat om forløbet.

Søndag var fridag. Om formiddagen var jeg og andre henne på en markedsplads og købe ind ikke mindst af kunsthåndværk.

Om eftermiddagen var nogle af os ude at sejle i den store lagune nord for Cotonou, hvor over 70.000 mennesker bor på et par små øer, men mest på pæle og med sejlende markedsboder, og hvor de fleste lever af fiskeri. Speciel oplevelse.

Andre havde valgt at besøge det store marked i Cotonou efterfulgt af en strandtur. Jeg fik ikke stukket tæerne i Atlanterhavet; men lagunen var fascinerende.

------------------------------

Jeg sad i flyet til Paris, bussen til Aalborg og toget til Arden og følte og tænkte, at det var et rigtigt valg for Genvej til Udvikling at støtte Emmaüs Tohoué i de år, hvor udviklingsinitiativer på grund af borgerkrige var umulige i det nordlige Mali og Niger, hvor vi engagerede os før og efter.

Og jeg følte og tænkte, at den måde, vi lige havde været sammen på, må have påført den enkelte rigtig megen indlevelse i andres vilkår inden for Emmaus - og en hel del moralsk styrke til at videreføre arbejdet.

Personligt kom jeg til at lære søde mennesker at kende, og jeg lærte en lille smule om "landbrugets Afrika", hvor det jo mest handler om "kvægavlens Afrika" i vores samarbejde med Kooperativet i Amataltal.

Luk vinduet