Demokrati og god regeringsførelse

• af Ebbe Prag, mag. scient. og ph.d., Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter
• fodnoter af Genvej til Udviklings koordinator, Jørgen Olsen

Artiklen er skrevet på Udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk, på et debatforum, der blev oprettet i forbindelse med processen om valg af nyt programsamarbejdsland for Danida. Som det fremgår af artiklen, som gengives med forfatterens tilladelse, er den skrevet, før udviklingsminister Ulla Tørnæs tog beslutningen om at vælge Mali som programsamarbejdsland.

 Udenrigsministeriets perspektivanalyse for Mali viser, at landet, selv om det er et af verdens fattigste, gør vigtige fremskridt i arbejdet med at udvikle demokrati og ”god regeringsførelse”. Dette er også bredt anerkendt internationalt. Malis unge var med til at styrte det tidligere diktatur i 1991, og de ønsker tydeligvis selv at bidrage til en ny udvikling sammen med de valgte politikere. Det er et godt udgangspunkt for et fremtidigt dansk engagement.

I den nationale og internationale debat om demokratisering og ”god regeringsførelse” i Afrika, senest i forbindelse med G8-topmødet, fokuserer man ofte mest på problemer med korrupte afrikanske politiske ledere og statsadministrationer. Man glemmer ofte, at den korrupte politiske kultur er dybt forankret i store dele af befolkningen. Mange anser det for nødvendigt og ”naturligt” at få del i statens sparsomme goder gennem personlige politiske forbindelser. Min egen forskning fra det demokratiske Senegal viser, at mange ledere af lokale kvindeorganisationer skaffer deres bagland økonomiske gevinster ved at deltage i klientelistiske forbindelser1) med lokale og nationale politikere.

Formelle demokratiske institutioner på statsligt og lokalt plan er ikke nogen garanti for ”god regeringsførelse”.

Det er en lang sej proces at rodfæste en ny demokratisk kultur bredt i samfundet. Denne proces ser ud til at være i gang i Mali. Det kan illustreres med eksempler fra Kayes-regionen tæt ved grænsen til Senegal og Mauretanien.

Mange migranter2) fra Mali, der bor og arbejder i Frankrig, kommer fra dette område omkring Senegal-floden. De og deres efterkommere udvandrede i stort tal fra 70erne og fremefter blandt andet på grund af tørke og arbejdede i industri- og servicevirksomheder i Frankrig.

I Paris-området findes hundredvis af landsby- og hjemstavnsforeninger for malisere, som arbejder for at udvikle deres oprindelige lokalområder ved at investere i private og offentlige servicetilbud: Skoler, sundhedsklinikker, vandforsyning, renovation eller markedspladser. Deres langsigtede perspektiv er, at de unge ikke behøver at udvandre til Europa eller USA for at overleve, men kan bo og arbejde i hjemlandet. Migranterne har også investeret i privat virksomhed inden for handel, service og landbrug – specielt i kunstvandet landbrug langs med Senegal-floden.

De har oplevet projekter med succes, men også ”hvide elefanter”3), hvor deres egen surt opsparede kapital mere eller mindre er gået tabt på grund af dårlig planlægning. For eksempel ved, at der er bygget for mange skoler og sundhedsklinikker, hvor der ikke på forhånd var sikret lønmidler og personale.

Det har lært mange af lederne i landsby- og migrantforeningerne, at koordinering og planlægning i kommunerne er helt nødvendig.

 De argumenterer varmt for kommunale udviklingsplaner, for prioritering og imod snævre landsbyhensyn. Lokal skatteinddrivning, offentlig diskussion af kommunalbudgettet og gennemsigtig brug af midlerne er også sat på dagsordenen, hvilket er nyt på disse kanter.

Det udfordrer selvfølgelig veletablerede lokale magthaveres interesser. Ofte fører det til hård politisk kamp, når visse landsbyledere forsøger at bruge nepotisme4) og korruption for at få investeringer til deres eget område.

I Kayes-regionen, men også i andre områder i Mali, har indvandrerforeningerne og Malis regering arbejdet for at etablere udviklingssamarbejde mellem franske kommuner og amter og folkelige organisationer og kommuner i Mali. Dette arbejde med at give decentraliseringen og lokal demokratiudvikling en folkelig opbakning er noget, Udenrigsministeriet/ Danida, Kommunernes Landsforening og danske NGO’er med fordel kunne støtte.

Over 3 millioner mennesker fra Mali (hvor der bor 12 millioner) lever uden for landet og sender mange penge hjem. Nogle vurderer, at beløbet i dag overstiger den udviklingsbistand, som landet modtager fra donorer.

Derfor er det også vigtigt for regeringen, lokale myndigheder, befolkningen og migrantorganisationerne, at ressourcerne bruges effektivt. Malis regering har også arbejdet aktivt sammen med den franske regering i forsøget på at regulere emigrationen til Frankrig, bl.a. ved at støtte de førnævnte initiativer.

Det er et godt udgangspunkt for et fremtidigt dansk bistandssamarbejde, at de lokale aktører vil og kan bidrage økonomisk og idémæssigt til demokratiudvikling og ressourceforvaltning.

Et andet vigtigt argument for at vælge Mali som samarbejdsland er den interesse, regeringen har vist for at lette grænseoverskridende handel med de omkringliggende lande i Vestafrika. Malis befolkning er og har altid været helt afhængig af disse handelsforbindelser.

Det gælder markedskvinderne i Kayes og Bamako, der rejser med toget til Senegal for at handle eller tuaregerne, der transporterer varer med kamelkaravaner eller moderne lastvogne nordpå gennem Sahara eller sydpå til Niger, Nigeria, Burkina Faso og Elfenbenskysten.

Infrastrukturen til Senegal og Mauretanien er under udbygning med en Trans-Sahara-landevej til Mauretaniens hovedstad, Nouakchott og videre til Marokko samt modernisering af jernbanen til Senegals hovedstad, Dakar. Den sidste bruges livligt til containertransport af det danske firma Mærsk-Sealand.

Endelig vil det være et vigtigt dansk udenrigspolitisk signal at styrke den demokratiske akse Senegal – Mali i subregionen, hvor demokratiudviklingen i lande som Mauretanien, Guinea og Guinea-Bissau er mere usikker.

Det bør selvfølgelig ikke betyde, at Danmark lader det fattige Niger i stikken, tværtimod bør man fastholde og videreudvikle det igangværende samarbejde med landet.

----------------

1) Klientelistiske forbindelser = gensidig støtte gennem modydelser.

2) Udvandrere.

3) ”Hvide elefanter” er et udtryk inden for udviklingsverdenen, dækkende omkostningstunge projekter, som mislykkes og skaber store skuffelser.

4) Familiære forbindelser.