Udskriv siden

Sameksistens i Kaoumaram

- af Isabelle Grignon, bestyrelsesmedlem af Genvej til Udvikling og tovholder på projektet.

GtU's nye projekt i Niger har fået navn: "Sameksistens i Kaoumaram". Projektet handler om at give en brønd til en gruppe wodaabé-nomader, så de kan fastholde deres rettigheder til græsningsressourcerne i Kaoumaram, det område de betragter som deres hjemstavn.

Velkommen til Kaoumaram!
(foto: Isabelle Grignon)

For at undgå at brønden bliver en kilde til konflikter, er der i projektet lagt meget vægt på at de mennesker, der bliver berørt af den nye brønd, skal kunne tale sammen og blive enige om tingene, før brønden anlægges.

Med det nye projekt indleder GtU et nyt samarbejde i et nyt geografisk område, til fordel for en ny målgruppe. Hermed er ikke sagt, at alt er nyt og anderledes, og at GtU's flerårige erfaringer i Niger ikke kan komme til gavn. Tværtimod! For der er mindst lige så mange ligheder, som der er forskelle i det nye samarbejde.

Faktisk er det GtUs overbevisning, at det nye projekt vil give GtU et nyttigt sammenligningsgrundlag og hermed bidrage til at udvide den baggrund, ud fra hvilken vi i GtU kan blive klogere på Niger.

Målgruppen

Den primære målgruppe i det nye projekt er en gruppe wodaabé-nomader tilhørende Suudu Sukaël klanen. Gruppen er anført af Lamido Altiné.

(foto: Isabelle Grignon)

Wodaabeer er kvægnomader, de udgør en undergruppe af peulfolket. De findes hovedsagelig i det østlige Niger fra Tanout til Diffa, samt i det nordøstlige Nigeria. Kulturelt er de nært beslægtede med bororoerne (fra Dakoro og Tahoua) og således også med de fulbeer, der er med i GtU's andet projekt i Amataltal. Alle kan kaldes for "fulbeer" (eller peul - på fransk), og alle taler fulfuldé, som er fulbeernes sprog.

Alle fulbeer elsker deres zebukvæg over alt på jorden. Deres forhold til kvæget er en vigtig del af deres identitet.

De sætter pris på dyrenes skønhed og bestræber sig på at fremme denne. Det gør de ved at fremelske de lange lyreformede horn og den røde hud. Samtidigt er de opmærksomme på at undgå indavl; for de har brug for robuste dyr, og de har erfaret at robustheden går tabt ved indavl.

Deres hengivenhed over for deres dyr udviser de på mange måder, bl.a. ved udelukkende at tage deres mælk. Kun ved særlige lejligheder bliver der slagtet et dyr - fx ved de betydningsfulde familiesammenkomster, der holdes en gang om året i forbindelse med dåb.

Som ægte nomader er wodaabeerne hele tiden på farten. Selv om de ikke har nogle faste tilholdssteder, har de dog nogle faste ruter, som de vandrer ad. År efter år vender de således tilbage til de samme lokaliteter for at udnytte de samme græsgange. For Lamido Altiné og hans folk er Kaoumaram et sådant sted. Derfor betragter de Kaoumaram som deres hjemstavn.

Ønsket om en brønd

Den sekundære målgruppe i projektet udgøres af de andre brugere af fællesressourcerne (1) i Kaoumaram. Det er fastboende fulbeer i og omkring Kaoumaram. De har en anden oprindelse end wodaabeerne: de er enten tutumenko'er (som i sin tid kom fra Guinea), eller bornenko'er (fra Nigeria).

De fastboende fulbeer var engang nomader, nu er de halvnomader. De har slået sig ned i små samfund og landsbyer, hvorfra kun hyrderne tager ud med dyrene, og de har marker. Tilsyneladende skal en lignende udvikling nu til at ske for wodaabé-nomader. Sådant kan ønsket om en brønd fortolkes.

Grundvandspejlet ligger i 50 meters dybde
(foto: Initiatives & Actions)

Der er flere grunde til at wodaabeerne nu ønsker at forankre sig. Det er blevet mere usikkert at være nomade både p.g.a. klimaet og befolkningsvæksten, men også fordi, at når andre får hjælp, står man svagere hvis ikke man kan få hjælp. Man bliver mere usynlig og hermed mere udsat for uretmæssig behandling.

Wodaabeerne har fundet ud af, at de ikke kan få hjælp, når de nomadiserer. De fik fx ingen fødevarehjælp under tørken i 2005; for de var ikke blevet registreret i tide. Deres børn kan heller ikke komme i skole.

En decentraliseringsreform, som blev gennemført i 2006, har, ved at ændre på beslutningsstrukturen, yderligere øget usikkerheden. Overalt i Niger er wodaabé- og bororo-nomader på udkig efter et fast tilholdssted.

At undgå konflikter!

Selv om alle, der bor ved Kaoumaram, erkender, at wodaabeerne altid har været dér, har de længe været imod enhver snak om etablering af et permanent wodaabé-samfund i Kaoumaram. Denne modstand er blusset op i forbindelse med projektforberedelserne. Det har fået borgmesteren i Maïné til at reagere:

"De folk har altid været i Kaoumaram, selv vores forældre fandt dem der! Hvorfor skulle de ikke have lov til at have en brønd lige som alle andre? De betaler deres skat, rettidigt oven i købet."

Heldigvis for wodaabeerne har borgmesteren været positiv over for initiativet helt fra starten. Som den legitime myndighed har han også reageret positivt på deres anmodning om tilladelse til at anlægge en brønd. Tilladelsen er teknisk, den giver ikke grønt lys for etablering af en brønd hvor som helst i Kaoumaram. Først skal der skabes en social koncensus, en enig tilslutning fra befolkningerne i området.

"Med jeres strategi," sagde han til I&A, "skal I nok opnå det."

I&A's projektstrategi går ud på at muliggøre og gennemføre gentagne møder imellem alle parter og involvere både de traditionelle og statslige myndigheder samt den lokale jordrettighedskommission.

(foto: Isabelle Grignon)

At give folk lov til at tale ud og muligheden for at lytte til hinanden er alfa og omega - for at nå til en forståelse. Indtil videre har den mest indædte modstander af brønden i hvert fald fået luft for sine aggressioner. Og på kort tid er han blevet en af dens mest ivrige fortalere. Det skyldes ikke mindst Lamido Altinés evne til at tale et imødekommende sprog. Han har allerede udmærket sig til de møder, der er blevet afholdt, som en stor fredselsker og en leder, der bliver lyttet til.

Næste gange …

I næste nummer af Projekt & Kultur vil der blive fulgt op med en præsentation af den nye samarbejdspartner, NGO Initiatives & Actions (I&A). Jeg vil også fortælle hvad der er sket indtil nu i projektet.

Note:

1: Fællesressourcer er græs, vand og jord. De ejes af staten og må udnyttes af alle.

Luk vinduet