Udskriv siden

Sameksistens omkring en brønd

- af Jens Elgaard Madsen, bestyrelsesmedlem i Genvej til Udvikling
- fodnoter v/ Jørgen Olsen.

Jens Elgaard Madsen fortæller her om sin deltagelse i den afsluttende interne evaluering af Sameksistens i Kaoumaram (SamiK). Et projekt, hvor en gruppe wodaabé-nomader omsider har fået den brønd, der gør det muligt for dem at bosætte sig mere permanent og hævde deres rettigheder.

Sideløbende er der gennem dialog skabt accept hos områdets øvrige, fastboende pastoralister(1) og de lokale myndigheder.

Der skal ildsjæle til

Genvej til Udvikling er som de fleste små u-landsforeninger herhjemme kendetegnet ved, at nogle få, ihærdige ildsjæle gør det muligt at realisere småprojekter, som skaber nye muligheder for udvikling hos socialt udsatte mennesker i så fjernt et land som Niger.

De færreste er vel bevidste om, hvor krævende det egentlig er at skrive en ansøgning til Projektrådgivningens Minipulje. Det er også lidt af en udfordring at være tovholder, når der skal føres regnskab, afrapporteres og kommunikeres - på fransk - med mennesker, der bogligt set er klædt dårligt på!

En af de ildsjæle, som mestrer kunsten, hedder Isabelle Grignon. Hun kontaktede mig i forsommeren og spurgte, om jeg havde lyst til - sammen med Katrine Krogh Balslev - at deltage i en afrundende intern evaluering af SamiK i samarbejde med vores samarbejdspartner Initiatives et Actions (I&A).

Som medlem af bestyrelsen havde jeg ganske vist et indblik i projektdokumentet. Men det er lige som først muligt at "rumme" et projekt, når man med egne øjne kan opleve, hvad der er skabt, møde de mennesker, der har medvirket i forløbet og trykke hånd med nogle af de mange, der beredvilligt fortæller, at de har opnået bedre levevilkår og større selvrespekt!

Behov for en brobygger

Flyveturen fra Paris til Niamey varer under 6 timer og er alt for kort til at kroppen kan nå at indstille sig på de mange, nye indtryk. Heldigvis er Niger ufattelig stort, og en nitten timer lang bustur over 1.000 km giver legemet tid til at "falde til"! Rejsetiden kunne så passende bruges til at lægge planer for det kommende ophold sammen med mine rejsefæller, Isabelle, Katrine og vor nigerske kollega, Maitouraré, som tog imod os i Niamey!

Under busturen slog det mig, hvor forskelligt hirsen stod på de opdyrkede jorde. Visse steder prægtig og mandshøj. Der hvor regnen lokalt var udeblevet sås kun ynkelige tuer uden aks.

I Niger gemmes børn ikke væk. Aissa, et af I&A's lovende unge medlemmer,
havde sin datter med overalt. Og vores chauffør kan mere end blot køre bil!
(foto: Jens Elgaard Madsen)

For beboerne i en landsby indebærer en mislykket høst utvivlsomt, at der venter sult og hårde tider forude. I det lys virkede min egen bekymring for om min køkkenhave ville mangle vand under bortrejsen underligt uvedkommende!

Der er nemlig langt fra Danmark til Niger, og der er endnu længere, når det handler om at forstå, hvordan en dagligdag former sig for en traditionel nomadefamilie. Og wodaabeerne er ikke just kendt for at være de letteste mennesker at kommunikere med!

Derfor stod det også fra starten af projektet klart, at vi i GtU havde brug for en partner, som kendte de lokale forhold, og som kunne bygge bro mellem områdets etniske grupper og myndighederne, der forvalter området.

For GtU var det oplagt at satse på I&A. En lille, lokalt forankret NGO, der har eksisteret i 10 år, og som ligner GtU derved, at den oprindeligt er opstået på basis af en frivillig indsats. At NGO'en tidligere havde fået støtte til kapacitetsopbygning hos Danida, var i høj grad medvirkende til, at GtU turde binde an med et forpligtende projektsamarbejde. Endelig var NGO'en i forvejen kendt af gode GtU-kræfter som Isabelle Grignon og Ingrid Poulsen, der netop repræsenterede Danida i regionen i nævnte tidsrum.

Lokale ildsjæle

Selve evalueringen fandt sted i Maïné Soroa, hvor vores partnerorganisation har til huse. Den strakte sig over seks dage. En dag var afsat til at besøge Kaoumaram. Sidstedagen blev brugt på at træffe repræsentanter fra myndighederne. De mange møder blev holdt i de slidte, men velegnede lokaler, som I&A råder over.

Den omstændighed, at tre personer fra GtU havde taget den lange rejse fra Danmark, var utvivlsomt medvirkende til at seancen fik et ekstra pust af seriøsitet, og alle lagde et utroligt engagement for dagen. At der stadig er plads til forbedringer i disciplinen "at møde til tiden", var til at leve med!

På førstedagen tog vi os god tid til at lære hinanden at kende. Elleve medlemmer fra I&A medvirkede.

De omfattede en herlig blanding af folk på tværs af alder, køn, etnicitet og uddannelsesniveau, hvilket også må antages at være årsagen til, at NGO'en generelt har let ved at operere og blive accepteret i lokalsamfundet. Alle taler i øvrigt godt fransk, hvilket gør samarbejde betydelig lettere.

Flere talte om deres lyst og motivation til at hjælpe andre. Dourbi på 58 år beskrev sig selv som en glødende kommunist, der ønsker at gøre en indsats for de dårligst stillede. Der kan være mange gode årsager til at mennesker engagerer sig i NGO-arbejde, herunder at opnå en form for indkomst.

Men der er også mange, der udfører et betragteligt uegennyttigt stykke arbejde i et land som Niger!

I forhold til vort fremtidige samarbejde med I&A var det vigtigt for GtU at præcisere, at GtU's medlemmer er ulønnede, og at det er motivationen ved at samarbejde og skabe udvikling, der er drivkraften.

Maitouraré samler trådene
(foto: Jens Elgaard Madsen)

Diskussionerne foregik i en åben og fordomsfri atmosfære, og alle projektets facetter blev debatteret. Og diskussionerne var ofte både relevante og spændende, fordi ingen holdt sig tilbage for at udtrykke divergerende opfattelser!

Vi lærte efterhånden hinanden at kende så godt, at det også var muligt at komme ind på mere prekære problemstillinger. For eksempel, at der gennem forløbet har været betydelige frustrationer omkring kommunikation, afrapportering og budgetstyring, både internt i I&A og i syd-nord-samarbejdet, uden at der her er grund til at gå i detaljer.

Brønden

Det påstås, at ingen i lokalområdet - og da slet ikke wodaabeerne selv - havde troet, at de nogensinde ville få en brønd. For når end ikke Lamido Altiné, wodaabeernes karismatiske høvding, havde haft held til at tale sin sag under sit foretræde for Nigers præsident i Niamey, hvordan skulle det så kunne lade sig gøre?

Navnet Kaoumaram knytter sig til det vandhul, hvor wodaabeerne gennem generationer har græsset med deres dyr i regntiden, og hvor alle har vidst, at det er stedet, hvor wodaabeerne "hører hjemme", men hvor de har haft svært ved at hævde deres rettigheder, når de nu ikke var fast bosiddende. Og at det er forbundet med en risiko at bo ved et vandhul oplevede vi ved selvsyn, da vandhullet - ganske usædvanligt her midt under regntiden - var fuldstændig udtørret, da vi kom forbi.

Brønden i Kaoumaram er en entreprenørmæssig bedrift, der også ville vække berettiget opsigt i Danmark! Den er 58 m dyb og næsten 2 m bred (til sammenligning er Rundetårn blot 36 m højt).(2) Brønden er udstyret med fire separate hejseværk, som betjenes af børn der styrer op til et dusin trækæsler! Det er ikke usædvanligt, at der dagligt kommer 50-70 større dyreflokke forbi for at drikke.

Mødet med wodaabeernes høvding, Lamido Altiné(3), hvis familie nu er bosat nær brønden, var et af turens mindeværdige øjeblikke.

Og minsandten om ikke Lamido Altiné spurgte ind til Per Christian Hougen - GtU's trofaste medlem, der under et tidligere besøg havde ladet en bemærkning falde om ikke GtU kunne hjælpe wodaabeerne med at få deres brønd. Et spørgsmål, der på forunderlig vis førte til det resultat, vi kender i dag.

Til ære for fotografen: Artiklens forfatter sammen med Lamido Altiné
(foto: Isabelle Grignon)

Det påstås, at det har haft overordentlig stor betydning for wodaabeernes selvværd - og måske er projektets virkelige "succeshistorie", at wodaabeerne efter årtier uden en brønd nu ikke længere behøver at gå tiggergang for at få vand. Det giver status at tilbyde vand til andre trængende.

Og det er sandsynligt, at placeringen af en brønd i Kaoumaram medfører, at området snart får status af "valgsted", så wodaabeerne får lettere ved at deltage i den demokratiske proces i Niger.

I Kaoumaram besøgte vi også nogle fastboende fulbeer(4), som havde deltaget i konfliktbearbejdelse, dialog og samvær gennem SamiK. Familierne fortalte, at de godt kunne se et perspektiv i, at wodaabeerne fik en brønd, og de oplevede, at det var muligt at leve i sameksistens og dele områdets naturressourcer. Andre fulbéfamilier er mere kritisk indstillet over for brønden og dens konsekvenser, hvilket understreger, at der er et fortsat behov for en forebyggende indsats, og at det er svært at gøre alle tilfredse.

Gennem de mange uger og måneder, hvor I&A har haft "promotorer" til at bo hos lokalbefolkningen og opbygge tillid - under ekstremt vanskelige arbejdsbetingelser - er der blevet ført mange samtaler.

Projektets historie er dokumenteret gennem talrige interviews, der også giver et enestående og nuanceret indblik i de synspunkter områdets beboere (herunder kvinder, børn og ældre) har fremført. Enkelte interviews har tidligere været bragt i Projekt & Kultur og flere vil følge.

Begejstringen hos borgmesteren kunne fornemmes
(foto: Isabelle Grignon)

En borgmester taler ud

På sidstedagen var der programsat en høflighedsvisit hos borgmesteren i Maïné Soroa. Borgmesteren har været en uvurderlig støtte for SamiK gennem hele forløbet.

Han har således aflagt officielt besøg i Kaoumaram, både i forbindelse med, at brøndens placering blev fastlagt og under den stort anlagte ceremoni i forbindelse med ibrugtagningen.

Han var også en af nøglepersonerne i forbindelse med et stormøde i Blakouttou, hvor der blev opnået enstemmighed omkring anlæg af en brønd i Kaoumaram.

Mens vi sad i borgmesterkontoret slog det mig, at Isabelle besidder en sjælden evne til at være så tilpas afmålt engageret og påtrængende at det ikke virker anmassende!

Så da borgmesteren bad om det sidste spørgsmål fulgte yderligere en god håndfuld!

Og det var tydeligt, at borgmesteren værdsatte muligheden for at give sit syn på SamiK. Han udstrålede stor saglighed, da han forklarede, at det i hans øjne er vigtigt, at Kaoumaram i mange år fremover vedbliver at være pastoralt område(5). For hvis wodaabeerne umiddelbart begynder at opdyrke jorden vil det føre til konflikt.

Og så forfægtede borgmesteren - helt på eget initiativ - sin opfattelse af Sameksistens i Kaoumaram! Og det vi hørte var sød musik i GtU-ører og fik os alle tre til næsten på kommando at trække vore skriveblokke frem!

Udsigt over Maïné Soroa
(foto: Katrine Krogh Balslev)

For borgmesteren forklarede, at selve konstruktionen af brønden dog var den mindste udfordring. Myndighederne kunne sagtens have tvunget en løsning igennem.

Det, der gjorde, at projektet lykkedes, var, at alle blev taget med på råd. Projektet havde en ny tilgang, hvor kommunikation stod i centrum.

Borgmesteren sluttede af med at takke I&A og GtU for deres indsats og for måden at gribe opgaven an på!

************************

Noter:
  1. hyrder, af samme oprindelse som ordet pastor.
  2. I Amataltal-zonen findes brønde, der er 110 meter dybe.
  3. Lamido betyder faktisk høvding på fulbeernes sprog, fulfuldé. Wodaabeerne er faktisk en undergruppe under fulbeerne, selv om man i det område, vi beskæftiger os med her, siger "fulbeer" om de fulbeer, der ikke er wodaabeer.
  4. jf. note 3.
  5. At et område er et pastoralt område, betyder, at græs er den altdominerende vækst, og at befolkningen lever af at flytte rundt med deres dyr, efter hvor der er god græsning.


Luk vinduet