Succes
- af Isabelle Grignon, bestyrelsesmedlem og projekt-tovholder.
En god historie
Projekt "Sameksistens i Kaoumaram" afsluttede med en evaluering i august. Projektet varede halvandet år og blev på mange måder en succes. For er det ikke en succes når alle har lyst til at fortælle "historien om brønden i Kaoumaram"?
Den historie handler om en gruppe wodaabé-nomader, der igennem 30 år har søgt om hjælp til at løse deres vandproblem og først nu har fundet. Hjælpen kom udefra (GtUs projekt), men sandelig også hjemmefra, for de fik opbakning af både de administrative og de traditionelle myndigheder. Det sidstnævnte kom bag på dem - og får måske af samme grund en større betydning for deres selvopfattelse end selve dét, at have fået en brønd.
Historien om brønden i Kaoumaram, det er også historien om et bushområde, hvor forskellige grupper konkurrerer med hinanden om græsningsressourcer og territorium, og hvor en masse fordomme og gamle sår længe har fået lov til at påvirke sindelag og adfærd. Takket være projektet har denne historie fået en god afslutning: "Vi slagtede sameksistensens tyrekalv og vi gik videre", sagde Maïné's borgmester. Og han tilføjer: "Dette projekt har handlet om hvordan, der gik hul på bylden. Dét er en historie, der bestemt fortjener at blive fortalt."
Nøglefaktorer bag succes
Der er i mine øjne især to faktorer bag projektets succes. Den ene er projektets tilgang, hvor fokus har været på kommunikation. Den klare forudsætning for at grave brønden i Kaoumaram, var at alle parter skulle kunne nå til enighed om stedet. Inddragelse af de mange aktører har været vigtig for at finde frem til en varig løsning.
"Vi har kunnet eksperimentere med et projekt, hvor kommunikation har stået i centrum," blev der sagt under evalueringen. "Dette projekt har ikke været et projekt med tvang," blev der også sagt.
"Vi myndigheder kan sagtens sige: Her skal graves en brønd, og så er det dét. Det interessante ved dette projekt har netop været, at det har været muligt for alle parter at snakke om tingene før der blev truffet en beslutning," sagde borgmesteren.
Magt og underkastelse
Den anden vigtige faktor har været, at der var klarhed om hvis brønd, det var, der skulle graves. Brønden var til fordel for en gruppe wodaabeer under ledelse af Lamido Altiné. Dét gav wodaabeerne, som ellers står nederst i samfundets hierarki, en fordelagtig position: De kunne forhandle deres forankring i Kaoumaram, et område som ingen anfægtede deres nedarvede tilknytning til, med en brønd. For selv om brønden i princippet var for alle, fulgte den med wodaabeerne, hvis de fik afslag på at grave i Kaoumaram og skulle søge andetsteds med denne.
"Hvis pulaakuen ikke ønsker denne brønd, så skal den ikke graves," sagde Altiné til de vrede fulbeer der var mødt op i Blakouttou. Og han tilføjede: "Men sig mig så, hvor skal jeg hen med min brønd?" Der blev tavst efter at Altiné havde talt, for han havde spurgt med beskedenhed, uden at insistere på sin "ret", selv om han nu stod stærkt. Måske derfor blev det et 'ja' til brønden. Fulbeerne overvejede for og imod, og brønden vejede tungt, men også Altinés fredsøgende tale.
Nye tider
"Dette projekt har handlet om meget andet og mere end brønden", reflekterede den kommunale vandforsyningschef, som var med i processen fra start til slut. "Det har været en sammensat proces, som har bragt forandring og flyttet holdninger hos mange mennesker. En ny æra er begyndt, hvor man ikke længere kan begunstige en gruppe og udelukke en anden. Man ser mennesket, og at alle bør have samme rettigheder."
************
Noter:
- Helt bogstaveligt blev der slagtet en tyrekalv ved mødet i Blakouttou, i januar 2007.
- Pulaaku: betegner den etik, fulbeer og wodaabeer har sammen, og hermed også deres norm-fællesskab. Læs nærmere på side 15, Projekt & Kultur nr. 95, juni 2008.