- af Isabelle Grignon, tovholder på projektet og bestyrelsesmedlem i Genvej til Udvikling.
Projekt "Sameksistens i Kaoumaram" er nu i sit tredje og sidste halvår. Den brønd, som var forudsætningen for, at wodaabeerne kunne hævde deres traditionelle rettigheder over området og blive bofaste, er nu opført. Brønden har gode vandforhold, og en kerne af ledere med familier har etableret sig i nærheden af denne, fast besluttede på at blive tørtiden over.
"Det er en stor forandring for os," siger lederne; "for det er første gang, vi bor så længe sammen. Nu snakker vi sammen hver dag - det er nyt, vi lærer hinanden at kende på en anden måde. Vi lærer også nye at kende: fulbeer, der kommer og beder om vand, eller som er på rejse og standser for at hilse, også dem lærer vi at kende på en ny måde."
I december modtog wodaabé-gruppens leder, Lamido Altiné, en invitation til det årlige kvægavlertræf, som finder sted i Dakoro-området. Kvægavlertræffet, som organiseres af en kvægavlerorganisation, samler wodaabé- og tua-regkvægavlere fra vidt omkring. Projekt "Sameksistens i Kaoumaram" støttede Altiné i at deltage. Han tog af sted sammen med 5 af sine folk, plus projektpromotoren Hamidou Maina Ali(1).
Da de vendte tilbage en uge senere, havde de alle oplevet en masse, som havde gjort voldsomt indtryk, bl.a. wodaabeer, der kunne læse og skrive, hvis børn gik i skole, og som trods den bofaste levevis holdt fast i deres wodaabé-identitet og -værdier. Så selv om wodaabeerne fra det østlige Niger var blevet modtaget som konger i Dakoro (Altiné var ligefrem blevet tiltalt som "konge"), var de tydeligvis pinligt berørte over at være så langt bagefter.
Et af projektets delmål er at fremme sameksistensen mellem brugerne af fællesressourcerne(2): wodaabé- og fulbékvægavlere. Her er sket enorme fremskridt. De fastlåste holdninger, der kendetegnede grupperne i starten, har rykket sig. Det skyldes ikke mindst, at alle har fået kendskab til loven og forståelse for, at loven er for alle og skal tages alvorligt. Disse synspunkter er bl.a. kommet til udtryk ved det skelsættende møde i Blakouttou i januar sidste år(3), en begivenhed folk i området stadigvæk snakker om og analyserer på.
Det har alligevel skabt frustrationer, endda vrede, hos nogle af fulbeerne, at opleve, at deres ledere bakkede op om en wodaabé-brønd. Det er blevet opfattet som et udtryk for manglende loyalitet over for dem. En af disse ledere, som havde bakket op om wodaabé-brønden, klagede sin nød over for NGO'en i efteråret. Han havde i år slet ingen hirse fået af sine folk. Normalt får lederen gaver i form af hirse, når den nye hirse bliver høstet. Men i år kom der ikke en eneste sæk, et tegn på, at folk stadig væk bærer nag. Sådan fortolkede han den manglende gave - og det gjorde ondt i selvfølelsen.
Fulbeerne i naboområdet til Kaoumaram er både kvægavlere og bønder, agropastorer med et fagudtryk. Selv om markerne i området ikke giver meget, er de en kilde til bekymringer og konflikter, både store og små. Nu, hvor wodaabeer er bosatte i Kaoumaram, frygter fulbeerne, at det bliver et problem med deres mange dyr.
Det er ikke kun i vækstsæsonerne, at der kan opstå konflikter. Når hirsen bliver høstet, står halmen tilbage ude på marken, først på foden og senere stakket sammen. Halmen vil blive solgt på markedet, når græsressourcen bliver knap.
Men hvis det skulle ske, at det lokker vildfarne dyr til, så der udrettes skader, vil bøden ofte indbringe mere til ejeren end salget af halmen. Denne dybt usolidariske praksis har desværre udviklet sig gennem de sidste 5-6 år, og fænomenet tager til.
Konflikter mellem kvægavlere og bønder er meget udbredte i dagens Niger. Der er meget, der står på spil, og meget, der kunne ønskes anderledes, ikke kun i Kaoumaram, men i hele det agropastorale Niger, hvor bønder og hyrder færdes sammen. De problemstillinger har nu også fået donorernes opmærksomhed.
I Niger er over 80 pct. af befolkningen afhængig af jorden for at overleve, og befolkningen er i kraftig vækst. Så det bliver nemt alles kamp mod alle. En af projektets indikatorer for vellykket sameksistens er, at "der holdes møder mellem grupperne for at diskutere problemerne."
Ingen forventer, at det vil ske af sig selv. Derfor er det, hvad der lægges vægt på i tredje og sidste halvår af projektet: at fremme ideen om en mere rationel forvaltning af fællesressourcerne. Det er vigtigt, at der bliver åbnet op for en diskussion om behov for et egnet forum for fællesforvaltning.
Det er en stor udfordring, ikke mindst for I & A, som skal lede processen; for selv om nomader er gæstfrie, er de også meget reserverede og mistroiske. De to parter vil nødigt komme alt for tæt på hinanden - endnu.
Men det skal nok komme, mener I & A; for projektet finder sted i en sammenhæng - decentraliseringsreformen - hvor alle ønsker at eksperimentere med demokratiske styreformer. Ideen om at give "folkestyret" nogle anderledes rammer for at forvalte fællesressourcer forekommer vedkommende og vigtig.
Projektet får fuld opbakning fra samtlige myndigheder, både administrative og traditionelle. For første gang har et projekt gjort det muligt for dem at handle ud fra en demokratisk vision, idet der har været de fornødne midler til at holde møder med mennesker spredt over en stor radius. Det er blevet værdsat af alle.
*******************